En af mine gode venner kunne forleden stolt fremvise sine nyeste tatoveringer på underarmene. De er lavet af en af hans veninder, der også har fundet på motivet ud fra hans anvisninger. SÅ flot med mange fine detaljer.
Månedsarkiv: maj 2011
Cremet Aubergine-Suppe, mums!
For nogle dage siden lavede jeg en (hvis man godt selv må sige det om sin egen mad) rigtig god suppe. Jeg gad ikke køre ud og handle, så den blev lavet ud fra “hvad der lige var i køle- og køkken-skabet”. Og resultatet? Tja, det bliver ihvertfald ikke sidste gang der bliver serveret Cremet Aubergine-Suppe her!
Her følger opskriften (forret til 4 personer):
Ingredienser: 2 auberginer, 1 tomat, 1 løg, 4 kartofler, 1 stor porre, 1½ dl. fløde, 50 g. Cheddar-ost, 1 spsk. smør, 1 tsk. sukker, 8 dl. vand, ca. 1 dl. olivenolie, 4-6 blade basilikum, 3 kviste timian, 1 stor kvist rosmarin, salt og peber.
Fremgangsmåde: Skræl kartoflerne og skær dem i store tern. Læg dem i en gryde. Rens løget og porrerne, skær dem i store tern/stykker og læg dem ned til kartoflerne. Hæld 8 dl. vand ved og tilsæt 1 spsk. olivenolie, salt og sukker. Læg de hele basilikumblade samt rosmarin- og timian-kvistene ved og bring vandet i kog. Når det koger, skru ned og tilsæt tomaten skåret i både. Lad det hele koge mørt i cirka 12 minutter.
Mens grøntsagerne koges, tilberedes auberginerne. Vask auberginerne og skær dem i knap 1 cm. tykke skiver. Drys med salt og peber og steg dem med rigeligt olivenolie ved svag varme. De vil hurtigt suge olien til sig og blive møre. Læg dem til “afdrypning” på et stykke køkkenrulle.
Når grøntsagerne er møre, tages gryden af varmen. Lad den køle lidt ned, men hæld ikke vandet fra. Fjern rosmarin- og timian-kvistene (de fleste blade er faldet af under kogningen). Tilsæt en spsk. smør, 1½ dl. fløde og alle auberginerne. Blend det hele (jeg brugte en stavblender) til en cremet suppe.
Inden servering tilsættes osten skåret i fine tern (jeg brugte Emmental da jeg ikke havde andet, men jeg er sikker på at en Cheddar vil være ideel her). Server med lunt brød. Velbekomme!
Stradivarius sommer-top
Jeg må en tur forbi Stradivarius på tirsdag (i morgen er det helligdag hernede), for denne her fine sommertop vil være helt perfekt til et par shorts når solen skinner. Forsiden med det flotte asiatisk-inspirerede tryk er i silk-look (polyester) og bagsiden har bryder-ryg i 100% bomuld. Og så koster den kun 13 euro (97 kroner).
Hvis de stadig har de her shorts, som jeg så for et par uger siden, kan det være de passer godt til (20 euro, ca. 150 kroner)….
Laundry
Vasketøjet blev vasket, hængt til tørre, pillet ned og lagt pænt sammen og på plads. Som en god husmor bør gøre det (do you need a bucket for your vommit, Dear?). I mangel af bedre bruger vi de snore, hvis egentlige funktion er at støtte vinrankerne, mens de støt og roligt vokser nærmere himlen.
Verdens Mest Irriterende Ukrudt blev elimineret. Nu kan man hente æg i hønsegården uden at komme tilbage med pindsvine-ben.
Og så fik jeg fremtryllet en fantastisk aubergine-suppe. Da ingen af drengene gider spise suppe benyttede jeg mig af deres manglende tilstedeværelse til at eksperimentere lidt. Og den blev sgu god, hvis jeg selv skal sige det. Opskrift følger en af dagene.
Friske hvidløg, vasketøj og bilvask.
Ahh,så blev det fredag. Men selv for en hjemmegående husmor (mig) betyder det ikke afslapning og ned i tempo, selvom det snart er weekend. Filmstjernen er på settet igen i dag, så han tog af sted kl. 5 i morges og vi ser ham nok først igen ved 20-tiden i aften. Jeg blev vækket af hyggelig pludren fra Isabella kl. halv otte, og så var det ellers op og få vækket storebror, blive vasket, tøj på, smøre formiddags-madpakke og spise morgenmad. Nu tænker du måske “Luksus, tænk at sove til kl. halv otte på en hverdag!”, men hernede starter skolen først kl. 9 og ungerne sover som regel først kl. 22 om aftenen. Så hvis man vil have bare lidt voksentid sammen, så må det blive derefter. Og derfor er det vist mere en nødvendighed end en luksus at kunne sove til kl. 7.30, hvis man vil gøre sig forhåbning om bare 6-7 timers søvn. Isabella vågner iøvrigt stadig 4-6 gange i løbet af natten, så jeg må ærligt indrømme at jeg ser meget frem til den dag (nat!) jeg får lov at sove bare 4 timer I TRÆK!

Af sted til skolen. Det tager omkring 50 minutter frem og tilbage, da turen derhen er 8 km. ned ad snoede bjergveje (kan tages i 4. gear) og turen hjem af logiske årsager er 8 km. op ad snoede bjergveje (det meste af turen i 2. gear). På mandag er det el Dia de Canarias hernede – Kanarisk Dag – en stor fest- og hellig-dag. I den anledning skulle hele skolen, 400 elever (1.-6.klasse – herefter skal børnene videre til en ny skole el instituto), i dag til Monte Chio, en stor picnicplads med boldbaner og skov, for at fejre det. De skal være der helt til kl. 17.30, da der bliver serveret stor kanarisk frokost – og det tager tid. Carne de fiesta (kød i sovs), papas arrugadas (små, kanariske, rynkede kartofler), queso blanco (hvid, blød men fast ost), gofio amasado (bagt gofio – kanarisk majsmel), pan (brød) og galletas (småkager). Lyder slet ikke dårligt!

Det betyder at trunten og jeg er alene på bjerget hele dagen i selskab med 3 høns og 2 katte (vi har kun 1 kat, men hun har fundet sig en hvid fluffy kæreste, der følger hende overalt). Det må udnyttes, så jeg har lagt en slagplan for alt hvad der skal laves: Vasketøj (ligger allerede i maskinen); der skal høstes hvidløg – der er vist en 8-10 stykker der er klar til at blive hevet op af jorden; ukrudtet

omkring kartoffelbedet skal væk – ubarmhjertigt, for det er fuld af de der små korn-spidser der sætter sig fast i tøjet og kradser helt vildt; bilen kunne godt trænge til en vask og så selvfølgelig alt det “sædvanlige”: støvsuge – det bliver jeg nødt til med så meget støv og fnuller fra haven når Isabella stadig kravler, fodre høns og hente æg samt lidt generel oprydning. Når man bor 4
personer på 70 m2 er der nødt til at være lidt orden ellers drukner vi i hinandens ting. Men med en str. 14 mdr. ved min side er det begrænset hvor effektiv man (jeg) egentligt kan være. Så når hun sover til middag (i 1½ time lige om lidt – håber jeg), sætter jeg turboen på og så kan jeg måske endda tillade mig at sætte mig i en ½ time med en latte og min bog – for den er så spændende og jeg MÅ bare vide hvad der sker (“Dinosaurens fjer” af Sissel-Jo Gazan)! Jeg TAGER mig tid til det.



Så er trunten putte-klar! Jeg smøger ærmerne op og smutter ud i solen. Ukrudt beware, here I come!
I Brad Pitt´s sko. Bogstaveligt talt.
Min kæreste er stort set ikke hjemme for tiden. Han har fået et bijob som statist på en film. Clash of the Titans 2 skal den vist hedde, selvom der også har gået rygter om at den kommer til at hedde Wrath of the Titans. Er endnu ikke afgjort.
En del af filmen bliver optaget her på Tenerife, så da der blev indkaldt til casting for statister mødte min kæreste op sammen med 7500 andre. Der skulle bruges 200, så han er vist meget glad for at være en af de “udvalgte”. Også selvom dagene er lange. Mandag-lørdag fra 6.00-20.00.
Inden optagelserne gik i gang, skulle der findes kostumer til alle. Min kæreste er en af Perseus´ homies hjemme i fiskerlandsbyen, hvor Perseus (Sam Worthington) tilsyneladende har slået sig ned med kone og barn for at leve et fredeligt liv uden indblanding fra guder, titaner og andre mærkelige væsner. Det får han ikke lov til…
Og kostumerne er så også derefter: beskidte tunika-agtige kjoler til alle. Langt hår (min kæreste har som den eneste fået paryk på, da han ikke har langt hår i forvejen), ingen make-up og alle mænd skal have naturligt fuldskæg. Sko skal der naturligvis også til, og da min kæreste stod hos kostumieren og prøvede læder-sandaler, fandt de et par gladiator-agtige nogle til ham. “Er du sikker på de sidder godt?” spurgte den venlige amerikaner. “Ja, de er helt perfekte” lød svaret. “Så bruger du samme størrelse som Brad Pitt” sagde amerikaneren henkastet, “det var dem han havde på i Troya”. Min kæreste måbede. “Altså nogen magen til???” spurgte han forsigtigt. “Nej nej, det er de sandaler han havde på i filmen!” sagde hun med et smil, “Næste!”. Og sådan gik det til at min kæreste i dette øjeblik er i Brad Pitt´s sko.









