Tag-arkiv: neglelak

Nyt fra Chanel

Jeg kunne næsten høre et lille strejf af guldstøv danse hen over min computerskærm, da der tikkede en mail ind fra Chanel. Altid skønt med lidt luksus, også selvom det “bare” er i indboksen. Chanel er altid velkommen! Æren skyldtes jule-make-up-kollektionen “Les Scintillantes de Chanel”, der allerede nu giver mig lyst til at sætte outfittet sammen til den første julefrokost. Med hindbær-røde Chanel-negle, naturligvis.

“Gold, red and light” er kodeordene for dette års jule-make-up. Og heldigvis lægges der op til, at man helst skal være “ivory-bleg”, og det passer egentligt meget godt en vinter-bleg pige som mig (ja, jeg sagde pige! Ikke dame, må jeg være fri! Tsk tsk, hvem sagde noget???). Neglelakken hedder Rouge Carat og er ikke så skarp og vampet som mange andre røde neglelakker. Dét tiltaler mig. Jeg syntes at lange røde negle nemt kan blive vulgære at se på, men den bløde, varme farve med et touch af hindbær er bare smuk. Og man kan sagtens være elegant med korte negle, se bare Chanels model.

Jeg har for tiden bare en enkelt rød neglelak i samlingen. Og den er ikke fra Chanel. Jeg ved det, jeg ved det! Men da Chanel valgte at fjerne farven Coromandel fra det faste udvalg, måtte jeg jo finde en anden der lignede. Og Bourjois´ Rouge Casino ligner forbløffende meget. -Vidste du iøvrigt, at Bourjois´ neglelakker ER Chanel-neglelakker? Bare et par sæsoner bagud – laves samme sted. Så hvis du i Bourjois´ udvalg ser en farve du syntes virker bekendt, er det sikkert fordi du har set den før hos Chanel.

Har du brug for en hjælpende hånd eller bare et godt fif til at lægge make-up´en, så er Chanel behjælpelig. Se: http://player.chanel.com/minisites/VtBzILBqNZ/assets/pdf/christmas11_en_GB.pdf

Bemærk modellens guld-eyeliner på det nederste øjenlåg. Fantastisk fin detalje.

God fornøjelse!

 

 

 

 

Elektronik + vand = dårlig combo

Pyha, det har været nogle travle dage. I weekenden skulle vi lige have afviklet en rund fødselsdag, og i denne uge har min store dreng haft eksamener både mandag, tirsdag og onsdag. De afsluttende eksamener i matematik, dansk og natur og teknik/samfundskundskab inden sommerferien. Og han er altså kun 7 år og går i det der svarer til 1. klasse. Niveauet er højt hernede (selv for en helt almindelig kommuneskole) og lektierne er mange.

I fredags tog vi til Nord for at shoppe. Og mit mål var at komme hjem med at par sko. Og det gjorde jeg! To par, faktisk! Bare ikke til mig selv… Der må helt sikkert være andre mødre derude, der kender det der med, at man skal finde noget til sig selv, men ender med at komme hjem med tre poser tøj og sko til ungerne…. Et par kondisko til storebror og de fineste cool sneakers til lillepigen. Sorry, kunne bare ikke stå for dem. Men de er både bløde, brede og behagelige (vidste ikke at Adidas rent faktisk har en “Ortopæd-linje”  OrthoLite inden for deres børnesko-kollektion)… Men jeg måtte kigge langt efter et par klassiske Converse All Star til mig selv. Der var mange fine farver at vælge imellem. I størrelse 44. Og ellers var der mange rappe modeller med tweed og skind og andre fancy detaljer. Men jeg vil jo bare have en klassiker! Der kan bruges til det meste. Men fred være med det, for det viste sig at klassikerne koster 64 euro! Som i 480 kroner! Kan man ikke få dem billigere i Danmark på tilbud? Så jeg klikker ind på min ven eBay, hvor de inkl. porto kan fåes til 365 kroner. Og for 170 kroner ekstra (stykket – altså pr. par, ikke pr. sko) kan jeg få et par med til ungerne.

Som plaster på såret – eller hvad man nu kan kalde det, når man skal bruge en undskyldning for at købe Chanel – forærede jeg mig selv en Le Vernis neglelak (har du læst med her før, ved du at det er min skønheds-item-last). Valgte Beige Pétale 567 fra denne sommers kollektion. Uden tvivl den mest kedelige neglelak jeg nogensinde har ejet. Absolut intet festligt over den. Farven er en fin, sart, næsten-ikke-til-at-se beige og det var lige det jeg manglede. Den er nem at lægge på neglene, tørrer hurtigt og varer (med 3 lag) mindst 4 dage. Ved jeg, for det er 4. dag jeg har den på i dag og der er ikke en ridse at se. Den er derimod stadig fin og meget blank. Klassisk og elegant, kan gå til ALT. Ligner mig nu ikke at være så diskret når det gælder neglelak, men måske behøvede jeg et modspil til det sidste halve års vilde farver: Black Pearl, Splendeur, Mimosa osv..

Den sidste uges højdepunkt er helt sikkert at min datter på 14 måneder er begyndt at gå. Og løbe. Hvilket betyder at hun på 2 nano-sekunder kommer fra den ene ende af huset til den anden. Godt vi har et lille-bitte hus på bare 70 m2. Så troede man lige at hun stod ved siden af en, men nej, med små, hurtige, musestille skridt er hun løbet… ja hvorhen???? For det meste ind på (stakkels) storebrors værelse. Han har nemlig enormt meget spændende legetøj. Men deler gerne. Og det som små børn ikke må røre er kommet sikkert væk i 1 meters +-højde. Den kære lille pige har så samtidig fået en mani: at tage ting med sig når hun spæner rundt. Og lægge dem fra sig igen. På nye steder. I eftermiddags kunne jeg derfor på et tidspunkt konstaterer at følgende manglede fra stuen: lille fåreskinds-gulvtæppe, fjernbetjeningen til fjernsynet, én sko, fars motorcykel-nøgle, en til sko (men fra et andet par), min mobiltelefon og en bog. Tæppet fandt jeg under storebrors seng, den ene sko i brusekabinen, mobiltelefonen i en kasse med legetøj, bogen i vasketøjskurven, motorcykelnøglen i en lego-bil, den anden sko mangler stadig. Og fjernbetjeningen? I kattens vand-skål…..

Venter på Chanel…

Chanel Summer 2011
Chanel Le Vernis Mimosa

Har du også en kæreste/mand, der slet ikke kan forstå at du med et stort smil på læben glædeligt betaler 180,- for en neglelak fra Chanel? Så er du ikke alene. Jeg skal bruge både fingre og tæer, hvis jeg skal tælle alle de gange jeg har måtte argumentere for HVORFOR det er helt i orden at bruge en halv (spansk) dagsløn på en neglelak. Og apropos fingre og tæer, så er det dem der snart skal gøres sommerklar og lækre med Chanel´s sommerfarver. Denne sommer hedder farverne Beige Pétale 567, Morning Rose 557 og Mimosa 577, og jeg ved ærlig talt ikke hvilken af dem jeg skal invistere i. De er jo ikke helt billige, men det ender nok alligevel med at jeg står nede i parfumeriet og uden problemer kan retfærdiggøre at jeg bør tage én af hver med hjem… Jeg har ellers altid nægtet at påføre mine negle gule nuancer. Minder for meget om nikotin-fingre og det er bare ikke attraktivt. Men men men, jeg må desværre overgive mig, for Mimosa´s skarpe gule farve er frisk og smuk og lige til at blive i godt humør af.

Chanel Le Vernis Summer 2011

Jeg var i starten af april inde hos min lokale Chanel-pusher for at høre hvornår sommerens Le Vernis´er kommer i handlen. “Sidst i april” lød svaret. Sidst i april var jeg igen inde og spørge. “Sidst i maj”. Jamen jamen jamen, I sagde jo???? Men all good comes to those who wait, så jeg venter (u)tålmodigt videre. I dag var jeg så forbi igen. “Jeg tror de kommer i næste uge”, sagde den søde salgs-assistent og fortsatte “Jeg kan ikke bekræfte det, for chefen er her ikke i dag, men vi blev præsenteret for farverne i denne uge og så plejer de at komme lige efter”. Jubii! Og her vil nogen måske indskyde “små hjerner, små glæder”, men det er vi da heldigvis ligeglade med, ikke sandt? Så i næste uge står jeg på spring til at være en af de første i at investere i de flotte sommerfarver. De kommer nemlig i meget begrænset antal i hver forretning, omkring 4-6 stks af hver, og det ville da være ærgeligt hvis de blev solgt for næsen af mig.

Som journalist Marie Carsten Pedersen udtalte til ELLE i september sidste år: “Tal pænt til folk, læs en bog af og til, og køb Chanel-neglelak. Alle tre ting betaler sig i længden”. Det kan man jo kun give hende ret i.

Gør fødderne forårsklar!

Mine fødder på stranden i går. Se bare hvor glade de er!

Fødder…. Måske ikke det mest spændende emne, men alligevel helt og aldeles uundværlige for de fleste.

Jeg bor et sted hvor det er varmt nok til, at folk går med sandaler hele året. Det er måske netop derfor, at jeg er blevet så opmærksom på mine egne og andres fødders tilstand. Eller også ligger det tilbage til dengang jeg var i forsvaret, hvor sergenten gjorde opmærksom på vigtigheden af velplejede fødder, for de havde set virkelig mange triste tilfælde af triste, klamme fødder (fodsvamp!), der måtte lide konsekvensen af et liv i obligatoriske støvler og en uopmærksom (eller ligeglad?) ejer. Så derfor: Dine fødder er en del af dig. De bærer dig ofte langt og længe og skal stå model til meget. Kulde, varme, fugt, sko, støvler, stilletter, sand, grus, græs og meget mere. Hvad med at bruge bare en halv time hver 14. dag på at forkæle dem (og dig) lidt?

4 nemme og hurtige trin til smukke, glade fødder:

1: Start med et fodbad. Opvaskebaljen eller en spand kan sagtens bruges, du behøver ikke investere i et elektrisk fod-massage-bad for at få bløde, velplejede fødder. Sørg for at vandet er dejligt varmt (uden at brænde), brug gerne lidt (fod)badesalt eller et skvæt olie i vandet og sæt dig så til rette i en 10 minutters tid. Læg gerne et håndklæde under baljen, for at tage de værste skvulp og hav endnu et håndklæde parat til at tørre fødderne når de er “møre”. Har du energi til det,  kan du give fødderne en omgang “Foot-scrub” (skrubbe-creme), men det er ikke en nødvendighed. Hvis du har gammel neglelak på, så husk at fjerne den, inden du stikker fødderne i baljen.

2: Tør fødderne godt og find en stilling (stående eller siddende), hvor du kan nå dine hæle. Nu skal du nemlig i gang med fodhøvlen og fodfilen. Det lyder ikke rart, men det er faktisk ikke slemt. Måske bare lidt…. tja…. man får ihvertfald fjernet noget gammel, tør, overflødig hud fra hælene… Jeg sætter fødderne på et håndklæde mens jeg gør det, så jeg kan lirke resterne direkte i skraldespanden bagefter. Add, ja, jeg ved det godt! Men come on, så er det heller ikke være. Og du får byens smukkeste fødder! Har du meget tør hud, så start med fodhøvlen. Men forsigtigt! Det gør nas, hvis du får fjernet for meget hud på en gang. Så tag hellere lidt i dag og mere i overmorgen, hvis det behøves. Brug derefter fodfilen til at slibe huden jævn og fin. Er dine hæle i god stand, kan du godt springe fodhøvlen over og gå direkte til fodfilen.

3: Nu skal du lige skrue ned for fjernsynet, bede ungerne/kæresten/hunden tie stille og sætte dig godt til rette på et blødt underlag, sofaen er fin fin. Tag lidt fed creme i hånden og treat your feet to a nice massage! Sørg for med store, dybe, cirkulære bevægelser, at få cremet hele foden ind. Man behøver ikke være ekspert for at give sig selv (eller andre) en fodmassage. Du kan mærke hvad der føles godt – og bliver sikkert overrasket over at mærke, hvor meget dine fødder egentligt trængte til lidt kærlig nus og pleje. Husk fodryggen, hælen og mellem tæerne. Træk gerne i tæerne én efter én mens du cremer dem ind, det løsner spændinger. Er du ikke i humør til massagen, så sørg bare for at få cremet hele foden ind. Vigtigt!

4: Så er det neglenes tur! Også selvom du ikke er typen, der bruger neglelak. Brug en neglepind til først at rense under neglene. Herefter til at fjerne overskydende neglebånd og blidt få skubbet det resterende på plads. Du kan evt. fugte neglebåndene med lidt neglebånds-olie eller baby-olie inden, men neglebåndende skulle dog være bløde af cremen. Er du ikke til neglelak, kan du give neglene en omgang plejende negle-creme, og ellers: Vupti, du er færdig med fødderne! Vil du alligevel lige sætte prikken over i´et med en fin farve på neglene, er der ikke langt igen: Adskil tæerne med en tå-spreder-dims (sorry, ved ikke hvad den hedder) eller ved at zig-zagge et stykke snoet køkkenrulle mellem tæerne (mere hygiejnisk). Rens neglene med lidt neglelakfjerner på en vatronddel (jeg ved godt de er rene allerede, men lakken binder bedre, når der ikke er creme eller lignede på). Læg neglelakken på med lange strøg fra negleroden og over neglekanten. Læg 3 lag og sørg endelig for at lakken er ordentlig tør imellem lagene. Brug evt. base-coat og top-coat. Det gør ikke noget, hvis du klatter ved siden af; når neglelakken er ordentlig tør, kan du fjerne klatterne ved blidt at børste på tæerne med en neglebørste.

Skræk og gru!

Så er du klar til at smutte fødderne i de nye sandaler! Man tror det ikke, men der bliver lagt rigtig godt mærke til føddernes tilstand når alle tripper rundt i sommersko og med bare tæer på stranden. Og vil du ikke hellere være hende med de smukke fødder, end hende der skal bruge en ostehøvl til at fjerne de tørre skorper fra hælene?

Smukt. Og det tager bare en halv time. Maks!

Ovenstående er skrevet udelukkende ud fra egne erfaringer. Skulle der sidde en ekspert i fodpleje derude, der har lyst til at kommentere eller korrigere, er han/hun meget velkommen til at smide en kommentar.

Chanel Le Vernis – kort version.

Mit sidste indslag om Chanel´s neglelak Le Vernis endte med at blive en hel roman, så her følger jeg op med de hårde facts:

Hvorfor vælge Le Vernis fra Chanel?

Holdbarhed (på neglene) og pålægning: Som med de fleste andre neglelakker er ét lag ikke nok for at få en pæn, mættet farve. To lag kan sagtens gøre det, men har du tid til at lægge tre lag, så har du en lak der snildt kan holde 3-4 dage uden at skalle. Neglelakken har en fin konsistens, ikke for tynd, ikke for tyk, og den er nem at lægge. Trækker ikke striber og kan lægges ud til kanten uden at den samler sig i klumper ved neglekanten.

Flaskens udseende: Ahhh, behøver jeg sige mere? De er ganske simpelt  smukke og eksklusive at have stående på toiletbordet, natbordet, hylden eller hvor du nu opbevarer dem.

Farveudvalget: En fantastisk farvepalet med alt hvad men behøver: neutrale farver, klassiske farver, vilde farver, elegante farver og indimellem en mærkværdig sæson-farve (som man selvfølgelig også bare må eje… fordi den er speciel).

Spænding: Hver sæson sendes 3 nye farver på markedet. Herudover også en del “limited editions” som kun kan fås i meget begrænsede perioder i særligt udvalgte forretninger. Hvad bliver næste sæsons farver? Er de noget for mig? Hvornår kan de fås? Hvilken en skal man være hurtig for at få fingre i? Osv. osv.. Jeg ved det: for nogen kan det lyde som om man vitterligt ikke har noget liv, når man kan gøre sig sådanne tanker. Men jeg er sikker på at der mindst er en håndfuld af jer piger (og drenge) derude der kan følge mig!

 

Hvorfor IKKE vælge Le Vernis fra Chanel?

Prisen: En god neglelak er aldrig helt billig, men hedder den Chanel får man lov at betale det hele: Kvaliteten, mærket og designet. Til gengæld står man tilbage med en god følelse af at have købt en fin lille hverdags-luksus af bedste kvalitet. Og det er jo ikke så dårligt (heller ikke selvom der er brændemærke i Dankortet)… Prisen på en Chanel neglelak ligger i øjeblikket (i Danmark) på omkring 180 kroner.

Afhængighed: Har du en gang prøvet Le Vernis fra Chanel har du ikke lyst til andet. Man kan næsten få en følelse af, at det er spild af tid at lægge andre lakker på, for de holder alligevel kun til det halve (indrømmet: indimellem kan man godt finde en god lak til en ordentlig pris, men lad dig ikke snyde af at den har Lycra, Jern, Teflon eller andre mærkelige ting tilsat – jeg har prøvet det, det holder ikke). Og er man først blevet afhængig, ja så er man desværre nødt til at grave dybt i pungen hver gang der skal en ny farve til samlingen.

 

 

Les Perles de Chanel

Les Perles de

Chanel:

Farverne i Spring 2011 kollektionen “Les Perles de Chanel” er Black Pearl (elegant monochrom grå/grøn farve, der efterligner farverne i de ægte sorte perler), Pearl Drop (smuk hvid med guldstøv) og Pêche Nacrée (fin ferskenfarve med bronzeskær). Kan alle anbefales!

 

 

 

Chanel Summer 2011

Le Vernis Summer 2011:

Sommerens farver bliver: Mimosa (stærk citrongul opkaldt efter mimose-træets blomster), Beige Petale (beige-rosenfarvet) og Morning Rose (klassisk rosenfarvet).