Alle indlæg af Line Karen

Studiebøger, 3.1 Phillip Lim og 40 i feber

Jeg havde egentligt forestillet mig, at jeg skulle bruge formiddagen på en hel masse praktiske ting. Men lillepigen har 40 i feber, så der er dømt hygge og pleje i det lille hjem. Lægen siger, at så længe hun ikke har hverken ondt, opkast, diarré, udslæt eller andet, der gør det værre, skal hun bare blive hjemme. Så sofaen er bunket op med dyner, puder og bamser; og jeg forsøger ihærdigt at få hende til at drikke en masse. Lille pus….

Ind imellem sover hun, og selvom det er fristende at lave en stor kop varm chokolade og flyde ud med Dr. Phil i et par timer, vil jeg hellere få noget ud af dagen (jeg skal bare liiiige se Hell´s Kitchen færdig, er stor fan ar Gordon Ramsays vilde udbrud for fuck´s sake & bloody hell!!!). Jeg skal starte nyt studie om et par uger, så der er meget der skal forberedes og gøres klar. I sidste uge kom postbuddet med bøger for 1700,- (en sælsom blanding af erhvervsøkonomi og fashion), dem kunne jeg jo binde ind (i gennemsigtig plastikfolie)…

Jeg har fundet min elskede 3.1 Phillip Lim taske frem fra skabet. Den har ligget i sin dustbag i snart et år, nu har jeg lyst til at lufte den lidt (den er bare ikke så praktisk at bruge om vinteren, da jeg godt kan lide at tage stropperne over skulderen, og med en stor, fluffy vinterjakke bliver det lidt stramt). Den skal have en gang protection-spray, så er den klar til at komme ud. Jeg købte den brugt af en pige i Canada, fik den til en god pris (900,-) og blev endnu mere begejstret, da jeg så den. For den har så mange fine detaljer og især det lyseblå fór er helt uimodståeligt.

Alle senge er redt, jeg har været i bad, opvasken efter morgenmaden er taget (er ikke blandt de 80% af danske husstande med opvaskemaskine), vasketøjet sorteret (så er det klar når jeg får tid til at gå på vaskeriet – mand, hvor jeg ønsker mig en vaskemaskine!) og jeg kan (desværre) ikke støvsuge (støj og feber er ikke gode venner), så nu må det være tid til en latte. Og måske jeg lige kan lægge ny lak på neglene, mens den lille sover?

God dag til alle:)

En time efter: Hmmm….. Kom alligevel til at se et afsnit af Dr. Phil. Det er lidt ligesom at gå på McDonald´s: Man gør det én gang, og tænker “Pyha, det er for meget, det gør jeg aldrig igen!”. Indtil næste uge.

Marc Jacobs Chokolade…???

Altså, de der mænd….. Nogle af dem, ihvertfald! Min kæreste har for nylig købt en ny (brugt) cykel. Modellen hedder Rat Rod, så da han i mit rod fandt en nøglering med form som en rotte, spurgte han om han måtte bruge den til sin cykellås-nøgle. “Selvfølgelig”, svarede jeg og tilføjede med glimt i øjet “pas på den, det er Marc Jacobs” (det er en lille gummi-rotte-nøglering som jeg fik i kompensation for en for sent afsendt levering fra Marc Jacobs i USA). “Marc Jacobs????” udbrød han og lignede et stort spørgsmål, “er det ikke dem der laver chokolade?”…..

Min kæreste går heldigvis ikke så meget op i (mine) mærker. Og nu skriver jeg “heldigvis”, for det betyder at han ikke er heeelt så meget inde i modeverdenen, som så mange andre modedyr. Og dermed heller ikke helt kender priserne på diverse varer. Så jeg behøver ikke stå til regnskab for, om det nu er rimeligt at have 5 designertasker i skabet, når man er på SU… Det er det selvfølgelig, for de er købt inden min indkomst nåede under fattigdomsgrænsen. Well, du ved sikkert hvad jeg mener. Og nu hvor de ligger i skabet og er blevet fine venner, er der jo ingen grund til at sælge ud og skille dem fra hinanden. Vel?

Han spørger heller ikke til den lille (okay: store) skotøjsæske med Prada-logo, der står på øverste hylde; eller har talt hvor mange Chanel Vernis´er der står i toiletskabet. Tror jeg. For hvis han havde, havde jeg helt sikkert hørt for det. Og min lille Bottega Veneta pung er “pæn og praktisk og i god kvalitet”, men prisen bliver ikke nævnt. Indrømmet, der er købt for mange penge, der helt sikkert kunne være brugt på noget andet, mindre egoistisk. But a girl´s gotta do what a girl´s gotta do;) (and by that I mean shopping… bare lidt engang imellem…).

Ha´ en dejlig dag:)

Whittard til hygge-de-luxe

Advarsel: Hvis du kan lide god te og varm chokolade, så besøg IKKE Whittards hjemmeside! Her sælges alverdens te, kaffe, varm chokolade og tilbehør. Og der er såååå meget dejligt at vælge imellem. Jeg er pt. ved at arbejde mig igennem hot chocolate-sortimentet, og lige nu står Luxury, Chilli og Ginger på hylden i køkkenet. En bøtte chokolade-pulver på 375 g koster £5.50, og ud over at smage møghamrende godt, så er de så fine, at de bør stå fremme. Der er pt. 18 forskellige varianter.

Men vent, der er mere! Tag et kig på deres Instant Tea-bøtter. Teen er nem at lave og smager godt, men selvom du ikke er te-drikker kan du sagtens investere i et par stykker, bare til pynt og gæster. Prisen for 250 g instant te er £5.50. Køb gerne et par stykker ekstra, de kan bruges som en sød værtindegave.

Der er for tiden 10% rabat til alle, der handler på hjemmesiden for første gang.

www.whittard.co.uk

Glem ikke at bestille en pose mini-marshmallows  til den varme chokolade (£4.00)!

Og så et stykke hjemmebagt drømmekage til....

Bottega Veneta – lidt, men godt

Hvis jeg var rig ville der sandsynligvis stå en Intreccio Memory Nappa Tote, en Intrecciato Light Calf Bag samt et par tasker mere fra Bottega Veneta på min hylde…. Men det er jeg ikke, så jeg må nøjes med lidt mindre. Og med udsigt til de næste par år på SU, må jeg vist væbne mig med tålmodighed inden dét ønske bliver opfyldt. Men det er også ok, for som man siger “All good comes to those who wait”.

Men jeg har længe været betaget af Bottega Venetas univers, der for mig er indbegrebet af ultimativ kvalitet og klassisk elegance. Så jeg måtte bare eje dette fine armbånd, da jeg så det for nogle år siden! Det var prismæssigt inden for rækkevidde og det har været alle pengene værd. Armbåndet er i flettet læder med en lille sølvplade på. Det passer til det meste, jeans eller kjole, og nu hvor det er blevet en smule slidt i kanterne og mere blødt i læderet er det bare endnu bedre! Det fås i mange farver, og selv om det frister at købe et (eller flere) mere, holder jeg mig for tiden til det chokolade-brune. Så mangler jeg bare en taske der passer til i farven:)

Gourmet Hallerne

Jeg mødtes i formiddag med søster P, inden hun skulle videre på gymnasiet. Det øs-regnede udenfor, så vi krøb i skjul i Torvehallerne på Israels Plads. Fantastisk sted! Jeg var derinde i december og spise vildsvin-sandwich og handle lækkert økoguf til mors julegave, men dengang var der proppet med mennesker. Det var der ikke denne regnfulde torsdag formiddag. Vi fik os en lun latte med rosinsnegl og chokoladecroissant, og slentrede herefter en tur rundt og så på det hele. Og fik en smagsprøve hist og pist. Og ja, det koster mere at handle her end i supermarkedet, men det kan slet ikke sammenlignes. Her får man friske råvarer i udsøgt, udvalgt kvalitet. Stedet emmer af hygge og man kan bruge timer på at fordybe sig i sælgernes boder. Kan anbefales!

 

Downtown

Bliver du også hilst velkommen af Downtown hver morgen, når du åbner mail? Downtown.dk er en mail-service, der dagligt sender tilbud på alt muligt mærkeligt med en besparelse på mindst 50% i forhold  normalprisen. Jeg er selv stor fan og har efterhånden fået købt en del derinde. Brunch, manicure, sandwich, gavekort til tøj, kopper, tatoveringer, frisørbesøg, ansigtsbehandlinger og meget mere. Når man har købt et af dagens tilbud får man fremsendt et værdibevis. Hvis man alligevel ikke når at indløse værdibeviset inden fristen udløber (som regel efter 3-6 måneder), bliver værdien af værdibeviset tilbageført til ens downtown-konto (minus et lille administrations-gebyr). Det skete med en tandblegning til 1500,- som jeg ikke fik brugt, og vupti, så stod der pludselig rigtig mange penge på downtown-kontoen. Og så er man jo endnu mere fristet til at sige ja til de gode tilbud!

I går indløste jeg et værdibevis hos frisør Icank på Gl. Kongevej på Frederiksberg. Super hyggelig lille salon med god atmosfære og god té, og ejeren selv fører saksen med hurtige, top-tatoverede arme. Under hårvasken sidder man i en massagestol, der sørger for dyyyyb afslappelse. En hovebundsmassage bali-style med tilhørende hårkur gjorde det kun bedre og jeg var nærmest faldet i trance da jeg skulle hen i frisør-stolen. Jeg skulle bare have klippet spidser, så jeg forventede ikke den store forandring. Mit hår er typisk nordisk: blond, tyndt og fladt. Øv. Men Hr. Icank selv fik mig stylet med kæmpestore flagrende prinsessekrøller og jeg følte mig SÅ elegant og smuk da jeg forlod salonen. God oplevelse til bare 225 kroner.

I morgen tager jeg forbi Herman´s Coffee and Tattoo og bestiller tid til min næste tatovering….