Klokken 16 viste termometret indendørs 28 grader, så vi pakkede klapvognen med håndklæder, spand og skovle og tog på strandtur. Dagens tatoveringer er set på stranden i eftermiddags: En enkelt, fin lille sommerfugl på anklen, en lidt større ankel-tatovering med sommerfugle, blomster og et navn; samt en klassiker (som jeg selv holder meget af – til mænd): en stjerne på albuen.
Månedsarkiv: juni 2011
Chihuahua, ged, påfugl, firben….
Sidste skoledag! Efter at have kørt min glade 7-årige i skole gik turen op mod huset på vulkanen. 8 km op ad snoede bjergveje. Vejrudsigten melder om fortsat kalima (varme vinde der blæser fra Sahara), så vi kan forvente temperaturer op mod midt i 30´erne. Det går langsomt på vejen op ad bjerget p.g.a. de mange sving og stejle bakker. Heldigvis! For pludseligt stod der midt på vejen foran bilen en sød lille chihuahua. Den var helt sikkert faret vild, for der var langt til nærmeste hus og endnu længere til nærmeste landsby. Jeg kørte ind til siden, satte katastrofeblinket til (nemmeste måde at parkere i Spanien) og steg ud af bilen for at tage den lille vovse med til den nærmeste landsby nogle kilometer op ad bjerget. Måske en af de lokale der vidste hvem der var hundens ejer. Men den var frisk og hurtig og havde bestemt ikke lyst til at komme med mig. Mente måske lige den skulle nyde friheden lidt længere. Så den forsvandt hurtigt ind i det tørre buskads og jeg kørte videre.
Rundt i et hårnålesving måtte jeg igen bremse helt op. En stor flok geder stod og gumlede planter i vejkanten og så ikke ud til at ville lade mig passere. Så med 2½ km i timen listede jeg bilen forbi og kunne herefter fortsætte min færd. Et par hundrede meter endnu…. For pludselig stod jeg køler til næb med en påfugl! Der er masser af katte, kaniner, firben og pindsvin der krydser bjergvejene her, men det er første gang jeg har mødt en påfugl. Standsede bilen, greb kameraet og fik den foreviget. Den havde en bette hale med et par enkelte af de lange smukke fjer, men den så ud til at være ligeglad og bare glad for at kunne trisse rundt der i vejkanten…. Videre af sted med os!
Resten af vejen mødte vi kun firben, der lå og solede sig på asfalten. De er heldigvis lynhurtige, for de flytter sig først i sidste øjeblik når man kommer kørende, så det er yderst sjældent man ser et splattet firben på vejen. Vel oppe i huset viste temperaturen 28 grader. Indenfor. 34 udenfor. Måske man skulle overveje at tænde airconditionen…?
28 grader. I skyggen.
Pyha, i dag er der ikke en sky på himlen. Og solen står højt lige nu. 28 grader viser termometret. I skyggen. Lillesøster sover til middag, så vi behøver ingen anden undskyldning for at blive inde i skyggen. Men her kan vi ikke blive hele dagen, så når hun vågner skal vi have en god frokost, en masse faktor 50 på kroppen og så af sted til stranden. Med spand, skovl og parasol. Og Eurowoman. -Hvis nu ungerne skulle blive så fordybet i deres leg, at mor her kan få et kvarters læsetid på langs. Og hvis jeg må bestemme skal vi have en stor is! Ellers kan vi vist hurtigt få det FOR varmt. Og det går ikke… Mango-sorbet til mig!
Find 5 fejl!
Elektronik + vand = dårlig combo
Pyha, det har været nogle travle dage. I weekenden skulle vi lige have afviklet en rund fødselsdag, og i denne uge har min store dreng haft eksamener både mandag, tirsdag og onsdag. De afsluttende eksamener i matematik, dansk og natur og teknik/samfundskundskab inden sommerferien. Og han er altså kun 7 år og går i det der svarer til 1. klasse. Niveauet er højt hernede (selv for en helt almindelig kommuneskole) og lektierne er mange.
I fredags tog vi til Nord for at shoppe. Og mit mål var at komme hjem med at par sko. Og det gjorde jeg! To par, faktisk! Bare ikke til mig selv… Der må helt sikkert være andre mødre derude, der kender det der med, at man skal finde noget til sig selv, men ender med at komme hjem med tre poser tøj og sko til ungerne…. Et par kondisko til storebror og de fineste cool sneakers til lillepigen. Sorry, kunne bare ikke stå for dem. Men de er både bløde, brede og behagelige (vidste ikke at Adidas rent faktisk har en “Ortopæd-linje” OrthoLite inden for deres børnesko-kollektion)… Men jeg måtte kigge langt efter et par klassiske Converse All Star til mig selv. Der var mange fine farver at vælge imellem. I størrelse 44. Og ellers var der mange rappe modeller med tweed og skind og andre fancy detaljer. Men jeg vil jo bare have en klassiker! Der kan bruges til det meste. Men fred være med det, for det viste sig at klassikerne koster 64 euro! Som i 480 kroner! Kan man ikke få dem billigere i Danmark på tilbud? Så jeg klikker ind på min ven eBay, hvor de inkl. porto kan fåes til 365 kroner. Og for 170 kroner ekstra (stykket – altså pr. par, ikke pr. sko) kan jeg få et par med til ungerne.
Som plaster på såret – eller hvad man nu kan kalde det, når man skal bruge en undskyldning for at købe Chanel – forærede jeg mig selv en Le Vernis neglelak (har du læst med her før, ved du at det er min skønheds-item-last). Valgte Beige Pétale 567 fra denne sommers kollektion. Uden tvivl den mest kedelige neglelak jeg nogensinde har ejet. Absolut intet festligt over den. Farven er en fin, sart, næsten-ikke-til-at-se beige og det var lige det jeg manglede. Den er nem at lægge på neglene, tørrer hurtigt og varer (med 3 lag) mindst 4 dage. Ved jeg, for det er 4. dag jeg har den på i dag og der er ikke en ridse at se. Den er derimod stadig fin og meget blank. Klassisk og elegant, kan gå til ALT. Ligner mig nu ikke at være så diskret når det gælder neglelak, men måske behøvede jeg et modspil til det sidste halve års vilde farver: Black Pearl, Splendeur, Mimosa osv..
Den sidste uges højdepunkt er helt sikkert at min datter på 14 måneder er begyndt at gå. Og løbe. Hvilket betyder at hun på 2 nano-sekunder kommer fra den ene ende af huset til den anden. Godt vi har et lille-bitte hus på bare 70 m2. Så troede man lige at hun stod ved siden af en, men nej, med små, hurtige, musestille skridt er hun løbet… ja hvorhen???? For det meste ind på (stakkels) storebrors værelse. Han har nemlig enormt meget spændende legetøj. Men deler gerne. Og det som små børn ikke må røre er kommet sikkert væk i 1 meters +-højde. Den kære lille pige har så samtidig fået en mani: at tage ting med sig når hun spæner rundt. Og lægge dem fra sig igen. På nye steder. I eftermiddags kunne jeg derfor på et tidspunkt konstaterer at følgende manglede fra stuen: lille fåreskinds-gulvtæppe, fjernbetjeningen til fjernsynet, én sko, fars motorcykel-nøgle, en til sko (men fra et andet par), min mobiltelefon og en bog. Tæppet fandt jeg under storebrors seng, den ene sko i brusekabinen, mobiltelefonen i en kasse med legetøj, bogen i vasketøjskurven, motorcykelnøglen i en lego-bil, den anden sko mangler stadig. Og fjernbetjeningen? I kattens vand-skål…..
Star and stripes

Da jeg i forgårs skrev at jeg havde købt en t-shirt i Zara til min datter, var det kun en halv sandhed. Eller en kvart… Der røg også en bluse ned i kurven. Og en kjole. Og et par leggins. Men de har altså nogle fine ting til absolut rimelige priser, og så er det vel ok? Fik det hele for under 250 kroner. Og hun vokser jo, så hun skal have nyt tøj. Og man kan bestemt også få et kick ud af at shoppe til sine børn, når nu man ikke kan købe til sig selv. Fint alternativ.
Jeg har altid godt kunne lide striber. Især om sommeren. Og til børn. Derfor kunne jeg ikke lade denne her fine bluse ligge på hylden. Let strik og med en stjerne på brystet. Perfekt til de kølige sommeraftener.
I eftermiddag skal vi en tur til “Nord”. Øen her kan man dele i nord og syd, vi bor på syd-delen og al intensiv shopping foregår på nord-delen i hovedstaden Santa Cruz. Vi kører sjældent derop, for det ender som regel med at blive en heldags-udflugt og med to halvtrætte børn på bagsædet kan det godt blive en lang dag. Så maks. et par gange om måneden er der adgang til H&M, Blanco, Pull and Bear, Ikea (hvor man kan få lakridser og remoulade!) og flere af de gode forretninger. Hernede sydpå har vi (heldigvis!) både Zara, Stradivarius og en (lille) Mango, men det er altså noget andet at shoppe i et rigtigt indkøbscenter. Med det hele inden for gå-afstand. Dagens indkøb må blive i Footlocker, hvor jeg skal finde mig et par behagelige sommersko. Ender sikkert med et par beige Converse klassikere, men udvalget skal selvfølgeligt lige undersøges først. Så god shopping til mig og rigtig god weekend til dig!
Har tjekket vejrudsigten derhjemme (altså hjemme i Dk), det lader til at der er sommer og sol, skønt!








