ENFANTS TERRIBLES

ENFANTSTERRIBLES

Jeg er taknemlig for meget. Mest mine børn. Min kæreste. Min familie. Chokolade. Venner. Venner før chokolade, naturligvis, hvis vi opstiller i prioriteret rækkefølge. Mit job. Og hverdagen. Og når jobbet fylder meget (som det har gjort på det sidste), så er jeg taknemlig for, at kunne smække benene op på sofaen derhjemme når ungerne sover. Lave en kop lun the og fylde en skål mandler (nu lyder jeg hellig, der kunne lige så godt have stået: et glas rødvin og en Ritter Sport med marcipan), og så finde lidt godt læsestof frem.

For nylig faldt jeg over et nyt online magasin: Enfants Terribles. Super hyggelig læsning fuld af kreative idéer og smukke billeder. Et børneunivers til forældrene kreeret af et par ambitiøse kvinder med glimt i øjet. Magasinet er på engelsk, made in Copenhagen. Just saying.

MORGEN PÅ MANDELA

MANDELA

Der var engang, hvor det farligste i verden var, at springe ud fra 5-meter vippen i svømmehallen. Men jeg gjorde det! Med adrenalinen pumpende på højtryk og en tanke om “at det var da ikke noget særligt”, da jeg først stod på fast grund igen. Jeg var vist 10 år… Siden hen har jeg prøvet det ene adrenalin-rush efter det andet – og nu skal der nogen helt andre ting til at skræmme mig (selv om jeg stadig er en sucker for hurtige biler og vilde rutsjebaner). Som f.eks. at tage på café alene med ungerne. Hvad nu hvis den lille begynder at skabe sig? Eller ingen af dem kan lide maden? Eller de andre café-gæster tænker “Stakkels enlige mor, har hun virkelig ingen andre, der vil med på café?” eller “Se bare hende der, man forstår godt at hun ikke har en mand ved sin side”…. Jeg ved jo godt at virkeligheden er en anden – skulle bare lige overbevises.

Så ungerne og jeg tog ud og spiste brunch på Café Mandela i København V (Onkel Dannys Plads). Super lækker brunchbuffet til rimelig pris, dejlig atmosfære og virkelig god betjening. Det søde personale udstrålede overskud, og var glade, smilende og hjælpsomme – til trods for travlhed. Og børn er bestemt velkommen. Da jeg spurgte min søn, om han kunne lide de amerikanske pandekager, lød svaret: Ja, de er virkelig gode og alt herinde er helt perfekt! Kan klart anbefales – med eller uden børn.

(Og de andre gæster så ud til at tænke “Sikke en god idé at tage ungerne med ud og spise brunch, det ser vel nok hyggeligt ud”).

BOTTEGA VENETA-FORKÆLELSE

Bottega Veneta

I kender den sikkert godt: Udsalgs-fælden. Jeg er selv rigtig god til at tænke “Det kan godt være at den koster mange penge, men det er jo halv pris – og så er det ok!”. Og når besparelsen så oven-i-købet er på 15.000,-, så er den da værd at tage med! Well, well, det var bare ønsketænkning, for selvom den alt-for-lækre Intrecciato Nappa Convertible Bag fra Bottega Veneta er nedsat med 15.000,- under udsalget, skal der stadig lægges samme beløb på disken. Måske næste år….

Den røde pung fra samme brand har til gengæld fulgt mig i mange år. Jeg købte den på Trendsales i rigtig flot stand, og selvom det er top-kvali der bestemt kan holde i mange år(tier) endnu, syntes jeg alligevel at jeg trængte til fornyelse. I Bottega Venetas butik i København blev det til en pung i samme model, men i en ny type flet som jeg aldrig har set hos Bottega Veneta før. Kan ikke engang finde et billede af den på nettet, så den må I se en anden gang.

Min søster P, som jeg tilbragte noget af dagen med i går, er i øvrigt fantastisk at have med ud og shoppe. Her er der stor forståelse for, at man med god samvittighed kan give sig selv lidt luksus i hverdagen. Hun har selv i mange gået rundt med den mest fantastiske Diane von Furstenberg taske, som hun “desværre” så sig tvunget til at købe, efter at hun havde lavet en “Carrie” i deres butik i NY (kom vist til at vælte en reol med accessories). Det kan jo ske for selv den bedste;)

#SORRYIMNOTSORRY

DD1

Kære Blog.

Jamen, undskyld så. Jeg ved godt, at jeg har været fraværende. Meget. I lang tid. Men det var altså ikke for sjov. Jeg havde lige en eksamen der skulle laves. Og bestås. Og nu kan jeg så kalde mig færdiguddannet. Dimittend. Designteknolog med stort D! Rar følelse. Nu står den på fuld tid med verdens bedste job. Jeg føler mig en smule privilegeret. Taknemlig. Men igen undskyld for mit fravær. Det var sødt af dig at prikke til mig ind imellem – det værdsætter jeg. Men jeg har også hørt, at det er sundt at være adskilt en gang imellem. At savne hinanden. Og længes efter at være sammen igen. Jeg har også savnet dig.

Kærlig hilsen

Mig

P.S.: Og jeg lover ikke at skrive flere af de der irriterende beskeder med punktum efter hvert andet ord. Altså med mindre det er relevant for historien. Måske. Tror jeg.

SOMMERFUGLEN OG LEOPARDEN

DD_10_11

I går var vi til fødselsdag med familien. Bella fik selv lov til at vælge sit tøj, og valget faldt på den nye Soft Gallery-kjole med sommerfugle-print, som jeg købte på lagersalg i fredags. Kjolerne fra Soft Gallery er et sikkert hit, både hos Bella og mig. Flot design, blød bomuld – og så er de behagelige i pasformen og gode at løbe og lege i. Jeg fik den til under halv pris, men nyprisen på kjolerne er faktisk meget rimelig (ligger på omkring 350 – 500,-), og man støtter oven i købet et børnehjem i Indien når man køber udvalgte styles. Win-win!

Lad mig også lige fortælle om hjemmeskoene. De allermest mega-cool hjemmesko, der nogensinde er lavet til børn. Ever! Jeg købte de leopard-prikkede til Bella for noget tid siden – og det er heldigt at de er lavede til at gå i derhjemme i mange timer hver dag, for hun elsker dem! De er nemme at få af og på (elastik i siden), den bløde ruskind er super-behagelig (og virkelig elegant) og den tynde rågummisål gør dem sikre at løbe i uden at glide. Win-win-win! Jeg ville have købt den samme model i blå til min store dreng, men ANGULUS laver dem desværre kun op til str. 30. Og til mig selv? Well, jeg nøjes med Irma´s kinasko indtil noget bedre dukker op….