1,5 meter tatovering

Luzy fra Tyskland (bor på Tenerife).

Forleden, da jeg var ude og handle, mødte jeg Luzy med den største og smukkeste tatovering jeg længe har set. Den går nede fra hendes venstre fod, op ad benet, hen over lænden, fortsætter over ryggen og højre skulder for at ende nede på højre overarm. Den havde taget fem dage at lave for et års tid siden. Jeg kunne desværre ikke fotografere hele tattoo´en, da vi jo måtte opføre os anstændigt (og ikke stå og smide tøjet foran supermarkedet!). Men billederne kan ihvertfald give en idé om hvordan hele værket ser ud.

Parfume-favoritter (2) – til mænd.

1: Yves Saint Laurent “L´homme”. Jeg faldt pladask for YSL´s “L´homme” fra 2006 første gang jeg prøvede den. Og forelskelsen er der stadig. Den udstråler klasse og elegance, men passer alligevel fint til en “rå” mand. Den er umiddelbart en smule sød, men en let citrus og blomster-note opvejer sødmen i et helt tilpas størrelsesforhold, så alle nuancer kommer til sin ret uden at det bliver rodet. Noter som bergamot, basilikum og træ skinner igennem; og lad dig endelig ikke skræmme af ingefæren, der på ingen måde bliver skarp, men derimod blød og behagelig. Jeg stjæler stadig et sprøjt i ny og næ fra min kærestes….

2: Davidoff “Adventure”. Duften er maskulin, frisk og krydret. Som navnet antyder, skal den give associationer om eventyr i den vilde natur. De dominerende noter er mandarin, citron, bergamot, chili og peber, mens basisnoten er eksotisk træ. Og effekten udebliver ikke: Jeg får lyst til at stor-kramme min kæreste og nappe ham lidt i halsen, for han dufter bare SÅ godt når han har den på!

3: Lacoste “Red”. Denne parfume er blevet beskrevet som trendy, spontan og ung; og det var også til min søsters kæreste (som er 13 år yngre end min), at jeg købte den første gang. Men da han fik den på, duftede han bare så godt, at jeg tænkte: Uhm, sådan skal min kæreste også dufte! – og forærede min kæreste en. Noter af bl.a. jasmin, cedartræ, æbke, kanel og patchouli. Og den dufter lige så godt på min kæreste som på min søsters.

4: Cerruti “Image”. Sidst jeg skulle finde en parfume til min kæreste, var det denne her jeg gik efter. En af mine venner brugte den for år tilbage og han duftede altid enormt godt når han havde netop denne her på. Jeg kunne desværre ikke finde den (og købte Davidoff´s “Adevnture” i stedet – heller ikke dårlig), men min kæreste skal helt sikkert have “Image” næste gang han trænger til ny parfume. Duften er frisk, delikat og sensuel; den er ikke overvældende og kan bæres af de fleste. Den minder mig om en frisk brise ved Middelhavskysten, og udstråler med sine diskrete noter af urter, græs og træ optimisme og frisk-ud-af-brusebadet.

5: Calvin Klein “CK Free”. CK Free kom på markedet i sommeren 2009. Jeg var i ´90-erne stor fan af CK One (og syntes stadig den er god – bruger den dog ikke længere), men siden da er der kommet rigtig mange Calvin Klein-dufte i handlen. CK Free blev en glædelig overraskelse i junglen af de utallige CK-varianter. Den er en modig blanding af malurt, enebær, stjerneanis og jackfrugter som top-noter, og derudover kan man bl.a. finde noter af læder, kaffe, tobak, egetræ, cedartræ (alle meget maskuline) samt patchouli. Den er maskulin og frisk og dufter meget af “mand”. Jeg har i en periode været meget adskilt fra min kæreste (vi boede i 2 forskellige lande), og jeg havde en rest af hans CK Free stående hjemme hos mig, som jeg om aftenen sprøjtede på mit ærme, så jeg kunne sidde og “lugte til ham” mens jeg så fjernsyn eller læste. Nu er han hos mig igen, men jeg kan stadig finde på at bruge lidt af den på mig selv. Også om dagen. Noget med at jeg bare er SÅ feminin, at jeg sagtens kan bære en meget maskulin parfume. Eller hvad?  Nå, ikke? Ha ha!

Det smager altså godt!

“Sharing is caring” var der engang en klog mand (dame?) der sagde. Dét har jeg taget til mig. Det er dejligt at dele. Og universet er på en eller anden måde indrettet så praktisk, at det sørger for, at jo mere man giver – jo mere modtager man. Her vil enkelte spekulanter måske kaste sig ud i en fest af “give-away” i håb om at få tifold igen. Sådan fungerer det ikke. Man må nemlig ikke være grådig. Det er iøvrigt også et rigtig grimt træk hos mennesket. Grådighed, nærighed, smålighed…. Så jeg springer lige over i den anden grøft og deler! Mine lakridser, mine friskplukkede blommer, mine historier, mine kram (et kram er jo en af de få ting man både giver og modtager på samme tid), mine gode råd (syntes jeg selv; sig bare til når jeg skal holde bøtte), mine gode fund og min yndlings-té (som dog skifter jævnligt).

Yndlings-teen pt. er Chokolade-té fra Yogi-Tea. Ja, jeg ved godt det lyder mærkeligt, og det var også min første tanke, da sundhedsredaktøren på et dansk dameblad anbefalede den i deres ugentlige udgivelse. Blandet med lidt “ad”. Men det må jeg altså tage til mig igen! For teen smager fantastisk! Den er ikke chokolade-sød på den vamle måde, men er derimod en spændende blanding af lækre eksotiske urter og krydderier og et hint af cacao. Jeg er hooked! Og min 7-årige søn, der ellers ikke går op i té (men godt kan lide at få en lun kop i ny og næ), kræver nu at det skal være dén der serveres for ham. Og det er bestemt en kompliment til den økologiske té.

På hvert enkelt té-brev sidder et lille ordsprog. De fleste er fine og enkle og nogle af dem lidt… tja… spøjse, kan man vel kalde dem. -Vil man gå helt “grøn” kan man udfordre sig selv med den anbefalede yoga-stilling der er beskrevet på pakken (de ligger dog generelt i den lette ende, så de fleste kan være med). Så hvad med at unde dig selv en lun kop té og fem minutters yoga? Det vil helt bestemt gøre dig godt.

Forår på vulkanen.

Appelsinerne er spiseklar, saftige og søde.

Endelig kom der forår i luften! I mandags var det officielt den koldeste dag på De Kanariske Øer i 40 år, og jeg måtte give meteorologerne ret: Termometret viste ved middagstid 5 grader udenfor og det er koldt! Så hvis man tager på ferie hernede efter sol og varme, bør man bo tæt ved kysten. Vores hus ligger i knap 1 km´s højde, og det betyder at vintrene er kolde (dagtemp. ca. 8-12 grader) og somrene meget varme (dagtemp. ca. 25-40 grader). Og indimellem er der så forår og efterår, der er helt perfekt.

(Smukt) ukrudt og bougainville.

 

.

Vores hus er helt og aldeles uisoleret, så efter 4 måneder med en indetemperatur på maks. 17 grader (når der er ild i pejsen og varmluftblæseren har kørt i et par timer – og efter vi har fået sat termoruder i vinduerne – og ja, vi bor her) hilses foråret velkommen med stor jubel. Det samme gælder når efteråret viser sig med de første regnvejrsdage i 5 måneder og vi, til trods for at have airconditionen kørende 24/7, ikke kan få indetemperaturen ned under 32 grader. Og nu er foråret her endelig! 22 grader og høj sol. Hele dagen. Vi har nydt det til fulde!

Alle billeder er taget i haven i dag.

Blommetræet blomstrer
Hønsene søger skygge
Citronerne er snart modne - og der er flere på vej
Hvidløgene er klar til at blive høstet
Ungerne hygger sig i solen
De første blommer er på vej
Alting vokser vildt og hurtig - den kinesiske bonde er næsten blevet væk i "junglen"
Margueritterne har indtaget blomsterbedet
Det ser ud til der også kommer vindruer i år
Ferskentræet viser sine første pink knopper
Solnedgang over nabo-øen La Gomera set fra haven

Ahhhh, morgenbrød…

I Danmark er der i mange familier tradition for at gå/løbe/cykle/køre til bageren på mærkedage og i weekenden. Også i min. Når der vel og mærke har været en frivillig til at suse afsted. Hvis ingen meldte sig, kunne vi helt sikkert finde en pose frosne håndværkere i fryseren eller min mor kunne diske op med hjemmebagte boller. Så for mig er morgenbrød forbundet med hyggelige morgener sammen med familien.

I Spanien spiser man generelt ikke brød til morgenmad. Hvis man overhovedet spiser morgenmad, er det gerne en skål cornflakes, guldkorn, chokobimser (med autentisk chokolade-smag… er det bare mig, der syntes det lyder kunstigt?), müsli-knas eller noget andet der kommer fra en farverig æske. Eller en kop kaffe med et par “Magdalenas” (muffins) eller “Sobaos” (mini-sandkager), men det går vist mere under kategorien “kager” fremfor “brød”. Til gengæld kan den obligatoriske formiddags-bocadillo (sandwich) ikke undværes, så spanierne bliver altså ikke helt snydt for brødet.

Godt, klassisk, dansk morgenbrød som rundstykker, håndværkere, trekornsboller, tebirkes og wienerbrød kan man ikke få hernede. Jeg har fundet en tysk bager, der tilnærmelsesvis kan fremstille et rundstykke, men krummen er alligevel bare ikke den samme. Og i Ikea´s restaurant kan man få “daneses” (wienerbrød), men deres optøede spandauere kan slet ikke leve op til deres danske brødre i bageriets montre.

Så næste gang jeg skal til Danmark skal jeg helt sikkert en tur til bageren, og jeg forlader den ikke uden rundstykker, tebirkes og romsnegle til hele familien (så vi må håbe der ikke er udsolgt!). Rundstykket skal iøvrigt spises med Buko´s Ananas-smøreost på over´en og mørk pålægschokolade på under´en. Ahhh… skønt!