Vasketøjet blev vasket, hængt til tørre, pillet ned og lagt pænt sammen og på plads. Som en god husmor bør gøre det (do you need a bucket for your vommit, Dear?). I mangel af bedre bruger vi de snore, hvis egentlige funktion er at støtte vinrankerne, mens de støt og roligt vokser nærmere himlen.
Verdens Mest Irriterende Ukrudt blev elimineret. Nu kan man hente æg i hønsegården uden at komme tilbage med pindsvine-ben.
Og så fik jeg fremtryllet en fantastisk aubergine-suppe. Da ingen af drengene gider spise suppe benyttede jeg mig af deres manglende tilstedeværelse til at eksperimentere lidt. Og den blev sgu god, hvis jeg selv skal sige det. Opskrift følger en af dagene.
Ahh,så blev det fredag. Men selv for en hjemmegående husmor (mig) betyder det ikke afslapning og ned i tempo, selvom det snart er weekend. Filmstjernen er på settet igen i dag, så han tog af sted kl. 5 i morges og vi ser ham nok først igen ved 20-tiden i aften. Jeg blev vækket af hyggelig pludren fra Isabella kl. halv otte, og så var det ellers op og få vækket storebror, blive vasket, tøj på, smøre formiddags-madpakke og spise morgenmad. Nu tænker du måske “Luksus, tænk at sove til kl. halv otte på en hverdag!”, men hernede starter skolen først kl. 9 og ungerne sover som regel først kl. 22 om aftenen. Så hvis man vil have bare lidt voksentid sammen, så må det blive derefter. Og derfor er det vist mere en nødvendighed end en luksus at kunne sove til kl. 7.30, hvis man vil gøre sig forhåbning om bare 6-7 timers søvn. Isabella vågner iøvrigt stadig 4-6 gange i løbet af natten, så jeg må ærligt indrømme at jeg ser meget frem til den dag (nat!) jeg får lov at sove bare 4 timer I TRÆK!
En del af vejen til skole "Barranco de Ye" (Ye´s Kløft)
Af sted til skolen. Det tager omkring 50 minutter frem og tilbage, da turen derhen er 8 km. ned ad snoede bjergveje (kan tages i 4. gear) og turen hjem af logiske årsager er 8 km. op ad snoede bjergveje (det meste af turen i 2. gear). På mandag er det el Dia de Canarias hernede – Kanarisk Dag – en stor fest- og hellig-dag. I den anledning skulle hele skolen, 400 elever (1.-6.klasse – herefter skal børnene videre til en ny skole el instituto), i dag til Monte Chio, en stor picnicplads med boldbaner og skov, for at fejre det. De skal være der helt til kl. 17.30, da der bliver serveret stor kanarisk frokost – og det tager tid. Carne de fiesta (kød i sovs), papas arrugadas (små, kanariske, rynkede kartofler), queso blanco (hvid, blød men fast ost), gofio amasado (bagt gofio – kanarisk majsmel), pan (brød) og galletas (småkager). Lyder slet ikke dårligt!
Katten Pan
Det betyder at trunten og jeg er alene på bjerget hele dagen i selskab med 3 høns og 2 katte (vi har kun 1 kat, men hun har fundet sig en hvid fluffy kæreste, der følger hende overalt). Det må udnyttes, så jeg har lagt en slagplan for alt hvad der skal laves: Vasketøj (ligger allerede i maskinen); der skal høstes hvidløg – der er vist en 8-10 stykker der er klar til at blive hevet op af jorden; ukrudtet
Og hendes kæreste...
omkring kartoffelbedet skal væk – ubarmhjertigt, for det er fuld af de der små korn-spidser der sætter sig fast i tøjet og kradser helt vildt; bilen kunne godt trænge til en vask og så selvfølgelig alt det “sædvanlige”: støvsuge – det bliver jeg nødt til med så meget støv og fnuller fra haven når Isabella stadig kravler, fodre høns og hente æg samt lidt generel oprydning. Når man bor 4
personer på 70 m2 er der nødt til at være lidt orden ellers drukner vi i hinandens ting. Men med en str. 14 mdr. ved min side er det begrænset hvor effektiv man (jeg) egentligt kan være. Så når hun sover til middag (i 1½ time lige om lidt – håber jeg), sætter jeg turboen på og så kan jeg måske endda tillade mig at sætte mig i en ½ time med en latte og min bog – for den er så spændende og jeg MÅ bare vide hvad der sker (“Dinosaurens fjer” af Sissel-Jo Gazan)! Jeg TAGER mig tid til det.
Det irriterende ukrudtHøstklar hvidløgSov godt min elske-pige
Så er trunten putte-klar! Jeg smøger ærmerne op og smutter ud i solen. Ukrudt beware, here I come!
Min kæreste er stort set ikke hjemme for tiden. Han har fået et bijob som statist på en film. Clash of the Titans 2 skal den vist hedde, selvom der også har gået rygter om at den kommer til at hedde Wrath of the Titans. Er endnu ikke afgjort.
En del af filmen bliver optaget her på Tenerife, så da der blev indkaldt til casting for statister mødte min kæreste op sammen med 7500 andre. Der skulle bruges 200, så han er vist meget glad for at være en af de “udvalgte”. Også selvom dagene er lange. Mandag-lørdag fra 6.00-20.00.
Inden optagelserne gik i gang, skulle der findes kostumer til alle. Min kæreste er en af Perseus´ homies hjemme i fiskerlandsbyen, hvor Perseus (Sam Worthington) tilsyneladende har slået sig ned med kone og barn for at leve et fredeligt liv uden indblanding fra guder, titaner og andre mærkelige væsner. Det får han ikke lov til… Og kostumerne er så også derefter: beskidte tunika-agtige kjoler til alle. Langt hår (min kæreste har som den eneste fået paryk på, da han ikke har langt hår i forvejen), ingen make-up og alle mænd skal have naturligt fuldskæg. Sko skal der naturligvis også til, og da min kæreste stod hos kostumieren og prøvede læder-sandaler, fandt de et par gladiator-agtige nogle til ham. “Er du sikker på de sidder godt?” spurgte den venlige amerikaner. “Ja, de er helt perfekte” lød svaret. “Så bruger du samme størrelse som Brad Pitt” sagde amerikaneren henkastet, “det var dem han havde på i Troya”. Min kæreste måbede. “Altså nogen magen til???” spurgte han forsigtigt. “Nej nej, det er de sandaler han havde på i filmen!” sagde hun med et smil, “Næste!”. Og sådan gik det til at min kæreste i dette øjeblik er i Brad Pitt´s sko.
Min første kæreste var Danny fra klassen. Vi gik i 5. og var sammen i rundt regnet et par måneder. Nåede lige at holde i hånd et par gange, men syntes at vi var lige lovlig unge til det dér med at kysse. Danny slog op med mig på et stykke papir. Nogle dage efter sendte jeg et papir retur, hvor der stod: Skal vi være kærester igen? Kryds Ja, Nej eller Måske. Jeg fik et nej igen. Det tog mig et par timer og en pose lakridser at komme over bruddet… Min næste kæreste var Dannys bedste ven Thomas, også fra klassen. Vi var sammen i et par år og nåede at blive så intime, at vi -hold nu fast – tungekyssede! Dengang sagde vi godt nok “at snave” men jeg ved ærlig talt ikke hvad der lyder mest vammelt…
Og nu her, knap 20 år efter (Oh My God!!! -er jeg virkelig blevet SÅ gammel!!!! – på forhånd undskyld til dem, der er ældre end mig), kan jeg se tilbage på en række kærester af mere eller mindre seriøs karakter. Der har været den kedelige (du var sød, men havde ikke meget på hjerte og gaaab… zzz…), den vilde (det var sjovt!), den forfængelige (nej, det er ikke i orden at du bruger mere tid foran spejlet end mig), den høje (vent, jeg skal lige have trappestigen med hvis du vil kysses), den mærkelige (nej, jeg vil ikke holde din fugle-edderkop), den tarvelige (hvad?? Vil du ikke hente mig i lufthavnen fordi du skal drikke din øl færdig? -det forhold sluttede så dér), den klodsede (var det meget svært at regne ud, at den bøtte maling ville vælte, når du balancerer den på sofaens buede ryg?), den hidsige (søg dækning, der kommer en kuglepen flyvende!), den amerikanske (det blev i længden lidt dyrt at besøge ham), den italienske (behøver jeg sige mere?), den tatoverede (og det var lex) og den gifte (fandt jeg senere ud af)… Og så var der ham. Du kender ham måske også selv. Eks´en der har betydet noget ganske særligt for dig.
For alle ekskæresterne ønsker jeg det bedste. At de lige nu er lige dér i livet, hvor de helst vil være. Og med den de elsker. De fleste af dem ville jeg hilse pænt på, hvis jeg mødte dem på gaden. Et par stykker af dem vil jeg helst ikke møde. Og en enkelt må helst aldrig forsvinde helt ud af mit liv. Han var nemlig noget ganske særligt… Vores forhold går helt tilbage til mine teenage-år, så det er længe siden vi kaldte os kærester. Og vi bor begge nu med vores respektive kærester og børn. Vi taler sammen et par gange om året. Bare for lige at høre om den anden er i live. Og hvordan går det med konen/kæresten og ungerne – Guuud, er de allerede blevet så store! – og dine forældre, har de det godt? Kan du iøvrigt huske dengang at? Ha ha ha! -Det er altid rart at høre hans stemme. Høre at vi stadig er på bølgelængde. Og jeg fik for nylig lige bekræftet, at vores aftale om at hvis vi begge er single når vi fylder 40, så gifter vi os med hinanden stadig er gyldig. Sandsynligheden for at vi begge er single når vi er 40 år er meget lille, og det er sandsynligheden for at vi gifter os med hinanden hvis det skulle blive aktuelt til den tid også, og selvom det kunne være meget hyggeligt, er det vist bedst sådan. Som min gode veninde siger: “Gammel kærlighed ruster ikke, men bliver lidt flosset i kanten”. Mon ikke der er noget om det? -Ellers skal jeg nok give besked om ti års tid, hvis vi begge er single når vi fylder 40.
Jeg savner Danmark, familien og vennerne derhjemme! Og selvom jeg er sikker på at jeg en dag vender næsen hjemad igen, er der også ting jeg vil savne hernede fra. Som f.eks. at hente friske, saftige øko-citroner direkte fra citron-træet i haven!