Hej. Det er mig. Jeg tænkte at jeg lige ville give et pip fra mig efter 3 års stilhed. Meget er sket siden sidst. Min lille familie og jeg er flyttet fra den ene ende af Spanien til den anden – og tilbage igen (vi forsøgte med en “life-change”. Det var ikke nogen success).
Jeg har skiftet job. Det er ok. Men ikke fantastisk. Jeg har set ALT for lidt til min familie i Danmark. Blame Covid. Jeg har studeret en del hjemmefra. Taget en såkaldt master. Er begyndt at tatovere. På mennesker. Det kommer der et indlæg om på et tidspunkt, for det er ret spændende. Hvis du spørger mig.
I januar 2017 skrev jeg et indlæg, hvor jeg skrev noget a’ la “nu skal jeg i gang med at skrive lidt mere”. Herefter kom der 1 sponsoreret indlæg med et fotoalbum og i 2019 endnu et indlæg, hvor jeg filosoferede lidt over det at blogge. Og det var det! Det giver at snit på 0,6 blogindlæg om året, hvis vi ser på et snit over de sidste 5 år. Det er, hvis jeg selv skal sige det, ret imponerende! Desværre er det imponerende i kategorien “Passiv Blogging”…. Men man er jo herre over sine egne handlinger, og al den inaktivitet er nok mere sigende for, at der har været andre ting, der har krævet tid og energi i hverdagen.
Bolle opskriften sørger dog for, at der stadig kommer en lind strøm af besøgende på bloggen 😉
Men nu tog jeg lige en tur ned ad Memory Lane her på WordPress, og det er altså sjovt at læse gamle blogindlæg. “Sagde jeg virkelig det?”, Har JEG skrevet det?”, “Ej, brugte jeg virkelig penge på det?”, “Seriøst???” er tanker, der popper op, mens jeg ser tilbage. Og det føles lidt som at læse i en dagbog, man har fundet i en gammel kommode.
Der lå også nogle kommentar på forskellige indlæg, som jeg ikke har svaret på. Undskyld for det. En enkelt mand var vred over, at jeg havde brugt et af hans billeder på et indlæg om Stegt Flæsk med Persillesovs i 2011. Det blev fjernet. Også undskyld for det. Og sådan, lige pludseligt, springer man 3 år frem i tiden, som om intet var sket, og så fortsætter livet. Og nu ses vi igen. Dejligt!