Temperaturen havde knap sneget sig under 15 grader, da jeg købte dette års vinterstøvler. Eller måske skulle jeg sige: dette årtis vinterstøvler. Jeg investerede nemlig for 6 år siden i et par støvler, der er så ultrafede, behagelige og i en top-lækker kvalitet, at intet kunne overgå dem! Det lykkedes derfor ikke i de efterfølgende 5 år at finde nogen der kunne matche dem – hvilket resulterede i, at jeg har gået i de samme vinterstøvler 5 år i træk. Jeg har dem stadig og de kan sikkert holde et par år endnu.
Men men. En smule fornyelse må der til. Og selv om jeg allerede har 5 par pænt gode chelsea-støvler stående i entreen, fik jeg lyst til nye støvler. Med foer. Hader at fryse om fødderne. Og som enhver dedikeret shopper ved, så er alt det gode vintergrej udsolgt allerede i september. Gælder især børnetøj og støvler. Købte min datters vinterstøvler i august! Jeg følte mig derfor som lykkens pamjulefis, da de støvler, jeg har sukket efter siden jeg så dem under modeugen i februar, var tilgængelige i min størrelse! I indkøbskurven med dem og vupti! 2 dage efter stod pakkeposten med en dejlig pakke.

Nu var det stadig rimeligt varmt udenfor den dag jeg modtog støvlerne, men da jeg var en smule forkølet, følte jeg at det var undskyldning nok for at gå dem til derhjemme. Gik rundt i min lejlighed i to dage i træk med uldne vinterstøvler. Havde faktisk lyst til at sove med dem på….
Kort sagt: De er herre-lækre (det udtryk må man godt bruge, når de virkelig er gode, ikk´?). Super comfy, bløde og lune med uld-foer, statement-rågummisål og passer til alt. Jeg har i den sidste uge boet i mine black skinny jeans, sweatshirts og STØVLERNE. Har lige tjekket ANGULUS´ webshop, der er stadig få størrelser tilbage….