En af mine søstre brugte for nogle år tilbage en Issey Miyake duft, der bare duftede så godt på hende. Så den måtte jeg selvfølgelig også prøve. Men der er altså noget om, at parfumer dufter forskelligt alt efter hvem der har dem på, for på hende duftede den af sommer-regn, hvide blomster og en let brise; på mig lugtede den af rådden vandmelon og vådt sommerhus. Øv. Men godt jeg prøvede den inden jeg fik den købt. Har desværre prøvet at kaste en dagsløn efter en Armani-parfume, der i dén grad gav mig kvalme, men duftede helt fantastisk på min veninde. Så nu prøver jeg altid først en parfume direkte på huden, bruger en halv times tid til at vænne mig til den, og først herefter beslutter jeg mig.

Var for nogle uger siden inde i et parfumeri og kigge/dufte lidt. Havde lovet mig selv, at jeg ikke måtte købe noget (der står omkring 20 flasker parfume på hylden derhjemme), men da jeg duftede til Lanvin´s “Jeanne” var jeg solgt. Flakonen er en af de fineste jeg nogensinde har set. Firkantet, med parfumens navn trykt på et lille stykke stof på flaskens side, der herefter har fået et stykke blød, lyserød tyl rundt om sig. Fik først parfumen på et stykke papir, kedelig… Men da jeg herefter tog den på håndledet, var oplevelsen en helt anden. Duften er hverken ny eller særlig speciel, men ahhhh hvor duftede den bare godt der på mit håndled. Måske en smule sød? Og alligevel dejlig frisk? Mmmm, svært at sætte ord på, men jeg måtte bare have den. Og jeg ramte vist ikke helt ved siden af, for da jeg for nylig viste den til min søster, udbrød hun spontant: “Jamen, det er jo din parfume! Den dufter bare så meget af dig!”. Til trods for, at det var første gang jeg havde den på i hendes selskab.

Så jeg har taget “Jeanne” til mig som min parfume for en stund…