
Var til fest i går. Maria fyldte 30 år og 30 var præcis så mange mennesker der var til stede i den hyggelige lejlighed i København. Der var chili con carne i gryderne, vino ad libitum, fri bar på køkkenbordet, god musik i stuen og 27 mennesker jeg aldrig havde mødt før. Var lidt nervøs for sidstenævnte, for det er unægteligt lidt grænseoverskridende at møde op til en fest hvor alle kender alle og man selv kun kender fødselaren. Og hendes kæreste. Men min nervøsitet blev bragt til skamme! Fik talt om laksefiskeri i Alaska, bjergbestigning i Himalaya, jazzklubber i NY, bambustatoveringer, eks-kærester, charter-rejser, kinesisk arkitektur og 1000 andre ting. Top-hyggeligt!
Jeg husker tydeligt at jeg i løbet af aftenen har drukket 4 glas rødvin, 1 glas champagne, 2 glas vand og 1 White Russian (jeg ved godt jeg dissede White Russians så sent som i forgårs – med den begrundelse, at det er mærkeligt at blande mælk med alkohol – men den smagte altså fortrinligt!). I mine unge dage ville den mængde bare have været opvarmning, men det kan mærkes at jeg ikke fester så ofte som før! Og jeg var vist en smule … påvirket… For jeg a: dansede, b: drak White Russian, c: gik på Zoo efter festen, d: talte i mobil i 20 minutter med min kæreste omkring midnat – og kan overhovedet ikke huske hvad vi talte om, e: tog nogle virkeligt dårlige billeder (jeg er ingen mesterfotograf, men det her er ikke normalt!), f: stod i kø med glæde på McDonalds sammen med 15 stangstive teenagere for at købe en stor bakke pomfritter, og g: indtog ovenstående pomfritter i natbussen til en blanding af irriterede blikke (sikkert på grund af friture-dunsten) og misundelige blikke (ALLE elsker en god fråder efter en tur i byen) – og var hamrende ligeglad.
Er rigtig glad for at jeg a: allerede kl. 1:30 indså at jeg hellere ville ligge i min seng – og tog hjem (blev vækket kl. 8 af trunten på 1 år), b: fjernede make-up INDEN jeg gik i seng (kan jeg ellers ikke engang finde ud af at huske alle dage i ædru tilstand), c: drak vand, d: fik luftet mine overdejlige, høje-men-behagelige, superfede Ecco-støvler (til den pris burde jeg sove med dem på), og e: havde taget min u-elegante, men meget varme, vinterjakke på.
Sidder lige og overvejer om jeg burde gå en tur. Få lidt motion og frisk luft…. Forslaget er oppe imod marcipanbrød, latte og en sæson Mad Men. Nedstemt!;)
Af respekt for de festende gæsters privatliv, bringes der kun billeder der (næsten) ikke afslører identiteten.
Smid ENDELIG en god opskrift ind, på chili con carne 😀 Lavede det selv forleden men var ikke forfærdeligt vellykket!
Hej:)
Så er jeg tilbage efter en god, lang juleferie. Det var en rigtig god Chili Con Carne vi fik til festen, så jeg beder om opskriften og lægger den på her. Jeg har ikke selv prøvet at lave Chili Con Carne (mest fordi min familie er såååå kræsen), men mon ikke det skulle være muligt at få lidt god mad ud af det det med en god opskrift?
//Line;)