Udsalget startede for 4 dage siden. Da jeg lige for tiden er nødt til at have min 9 måneder gamle datter med i klapvogn overalt, syntes jeg, at det var en god idé lige at vente nogle dage med at shoppe, til det værste kaos havde lagt sig. Så i dag skulle det være!
Stor var min glæde, da jeg i forretningen så, at støvlerne var sat ned til mindre en halv pris! Yes! Endnu større var min skuffelse, da jeg fandt ud af, at der kun var størrelse 36 tilbage. Så er der pludseligt langt op til 38/39! Øv øv og atter øv. Men det må vist være straffen for at være nærig (men man kan vel ikke gøre for at man er fattig… Altså set med shoppelistiske øjne). Som ”kompensation” gav jeg mig selv lov til at finde lidt tøj. På udsalg, naturligvis.
Prøverummene i Stradivarius er bestemt ikke indrettede til at have klapvogn med, så indkøb foregår efter devisen: Find, køb, prøv hjemme og returnér hvis det ikke passer.
2 fantastisk smukke hvide skjorter samt en højtaljet buks blev det til. Ahhh, så var formiddagen alligevel ikke helt spildt, og skuffelsen over de ikke-tilgængelige støvler blev lidt mindre.
Hjemme igen har jeg måtte sande: den ene skjorte er for lille, den anden har en blå plet i nakken og bukserne er for små (i det mindste er min røv, undskyld: numse, ikke vokset en størrelse i juleferien). Så alt skal retur i morgen. Men hov!, så kan jeg jo returnere det til en anden Stradivarius-forretning, som måske har et par læderstøvler i størrelse 39 stående bagerst inde på skohylden. Jeg krydser fingre!
*Stradivarius: Spansk kæde af tøjforretninger jævnt fordelt over hele Spanien. Findes også i mange andre lande, f.eks. Kuwait, Frankrig, Guatemala, og Portugal, men desværre ikke i nogen af de nordiske lande. Kan sammenlignes med eksempelvis Vero Moda, da de har et bredt udvalg af tøj, sko og accessories i flere stile og til rimelige priser.