
Forleden var jeg ude at gå i en mindre havneby her på de Kanariske Øer. Selvom jeg havde passeret en del frisører, var der alligevel én, der fangede min interesse: ”Ricas y Famosas”. Navnet betyder direkte oversat ”Rige og berømte” (feminin) og det er jo egentligt et meget sødt og lidt naivt navn, taget i betragtning at frisørsalonen måske ikke ligner én hvor de rige og berømte kommer tit (undskyld, det er måske ikke så pænt sagt, men forstå mig ret…), eller at man skulle gå hen og blive rig og berømt af at gå til frisør her.
Udadtil lignede lokalet en helt almindelig frisørsalon; en stor dør, der står åbent dagen lang, men ingen vinduer, da lokalet er langt og smalt og der derfor kun er plads til døren i facaden. Når man kigger ind kan man se, at der er plads til 3 kunder ad gangen. Samt stole til dobbelt så mange tilskuere, for en frisørsalon i Spanien er skam ikke kun en business der omhandler klipning af hår! Her kommer faste besøgende dagligt forbi for at holde sig selv og de øvrige tilstedeværende opdateret på hvad der er sket af store ting i landsbyen siden i går.
En kunstig plante på en lille forkromet reol samt et par plakater (lettere falmede reklamer for hårfarve) sørger for et hyggeligt miljø.
Men hvad er det så, der er så specielt ved denne frisørsalon? Det var slet ikke selve salonen, der fangede mit blik, da jeg varsomt nærmede mig.
Et mærkeligt lys spredte sig ud igennem døråbningen. Blåt og kraftigt. Nærmest som når et hus får besøg af en UFO på film. Har de mon et solarium tændt derinde?, tænkte jeg. Eller en blå lysreklame? Måske har de håndværkere, der skal bruge ekstra kraftigt lys til at reparere noget? Men nej, da jeg kom hen til døråbningen kunne jeg se, at det bare var lokalets belysning. Altså, som i ”den daglige belysning i frisørsalonen”. Og så var det jeg tænkte, at mon ikke der er bare en lille bitte chance for, at de måske ikke rammer den helt rigtige farve, hvis man vælger at få farvet hår derinde? Spørgsmålet må forblive ubesvaret…for jeg tør desværre ikke lade det komme an på en prøve.
Månedsarkiv: januar 2011
Mælk med valnødder.

Den simple forklaring er, at vores hjerneceller er omgivet af membraner. Disse membraner styrer bl.a. kommunikationen med andre hjerneceller og skal være bløde og elastiske for at fungere optimalt. Omega-3 fedtsyrerne er essentielle når membranerne skal holdes bløde, og det er derfor vigtigt at indtage den nødvendige mængde af disse fedtsyrer gennem kosten eller med kosttilskud.
Fed fisk er uden tvivl den fødevare der indeholder mest Omega-3. Også oksekød, æg og fjerkræ indeholder disse vigtige fedtsyrer (og mængderne bliver større hvis det er økologisk), ligesom man i hørfrø, hørfrøolie, kiwi og valnødder kan finde dem.
Her i Spanien er man tilsyneladende lidt nervøse for, om befolkningen spiser ordentligt. Så man har valgt med rund hånd at tilsætte diverse vitaminer, mineraler og fedtstoffer i stort set al slags mad.
Cornflakes, småkager og brød med 8 vitaminer og jern. Mælk med Omega-3. Og nu også mælk med Omega-3 OG valnødder. Som i: mælk.med.valnødder! Er det bare mig, der syntes at det er lidt mærkeligt? Hvordan er det mon? Mælk med små mørkebrune klumper, der knaser mellem tænderne, hvis man tygger mens man drikker? Eller måske er valnødderne fuldstændig pulveriseret, så man bare får et glas mælk med valnøddesmag… ?
Jeg har (endnu) ikke prøvet den (mælken, altså), for man kan kun få den som en særlig ”limited edition-mælk” i bonus, hvis man køber en pakke med 6 liter mælk. Med Omega-3, naturligvis. Eller u-naturligvis, skulle man måske sige…
Hello Boots!

Tog hen i en anden forretning for at bytte tøjet fra i går, og der havde de flere støvler stående på hylden. Desværre ingen i min størrelse, så jeg måtte have en venlig ekspedient en tur ud på lageret. ”Jeg tror nu ikke der er flere tilbage”, mumlede hun, inden hun trissede af sted. Og så stod jeg der og ventede spændt. Men hun vendte tilbage med de fantastiske støvler, juhuu! Mange tak!
Nu ser du dem på billedet, og tænker måske, at de er da ikke noget særligt. Men jeg tror at de fleste mennesker (især piger) leder efter nogle helt bestemte detaljer, når de køber sko og støvler. Jeg skal for eksempel have støvler der er brede. Jeg er vokset op i Rap-sko, hvilket har givet mig nogle glade, sunde og (desværre) meget brede fødder. Mine løbesko bliver altid købt i herre-afdelingen. Så det er et must, når der skal købes nyt til fødderne. Hælen må heller ikke være for høj. Efter 9 måneder i flade sko under min sidste graviditet, er min balancenerve endnu ikke helt indstillet på, at jeg lige vokser 10 cm. Så jeg lægger stille ud med 8 cm og håber at undgå at valse af sted som beruset høne.
Derudover vil jeg kun gå i ægte læder. Det holder bare bedre og ældes med ynde. Men prisen er selvfølgelig også derefter. Så jeg takker de højere magter for at lade mig få de skønne støvler på udsalg og glæder mig til at lufte dem i morgen.
Bye Bye Boots!

Udsalget startede for 4 dage siden. Da jeg lige for tiden er nødt til at have min 9 måneder gamle datter med i klapvogn overalt, syntes jeg, at det var en god idé lige at vente nogle dage med at shoppe, til det værste kaos havde lagt sig. Så i dag skulle det være!
Stor var min glæde, da jeg i forretningen så, at støvlerne var sat ned til mindre en halv pris! Yes! Endnu større var min skuffelse, da jeg fandt ud af, at der kun var størrelse 36 tilbage. Så er der pludseligt langt op til 38/39! Øv øv og atter øv. Men det må vist være straffen for at være nærig (men man kan vel ikke gøre for at man er fattig… Altså set med shoppelistiske øjne). Som ”kompensation” gav jeg mig selv lov til at finde lidt tøj. På udsalg, naturligvis.
Prøverummene i Stradivarius er bestemt ikke indrettede til at have klapvogn med, så indkøb foregår efter devisen: Find, køb, prøv hjemme og returnér hvis det ikke passer.
2 fantastisk smukke hvide skjorter samt en højtaljet buks blev det til. Ahhh, så var formiddagen alligevel ikke helt spildt, og skuffelsen over de ikke-tilgængelige støvler blev lidt mindre.
Hjemme igen har jeg måtte sande: den ene skjorte er for lille, den anden har en blå plet i nakken og bukserne er for små (i det mindste er min røv, undskyld: numse, ikke vokset en størrelse i juleferien). Så alt skal retur i morgen. Men hov!, så kan jeg jo returnere det til en anden Stradivarius-forretning, som måske har et par læderstøvler i størrelse 39 stående bagerst inde på skohylden. Jeg krydser fingre!
*Stradivarius: Spansk kæde af tøjforretninger jævnt fordelt over hele Spanien. Findes også i mange andre lande, f.eks. Kuwait, Frankrig, Guatemala, og Portugal, men desværre ikke i nogen af de nordiske lande. Kan sammenlignes med eksempelvis Vero Moda, da de har et bredt udvalg af tøj, sko og accessories i flere stile og til rimelige priser.