Tag-arkiv: gode boller

VERDENS BEDSTE BOLLER

Verdens Bedste Boller

Jeg har bragt denne opskrift før, men da den er et af mine mest populære indlæg, får I den lige igen. Ingen bør gå glip af Verdens Bedste Boller!

Ingredienser: 50 g gær,  2 dl vand, 3 dl mælk, 100 g smør, 50 g sukker, ½ tsk groft salt, 1 æg, ca. 900 g. hvedemel. 1 æg til pensling.

Og så i gang: Bland vand og mælk i en gryde og lun det. Hæld det i en skål og opløs gæren deri (pas på at væsken ikke er for varm, så mister gæren sin hævende virkning). Smelt smørret og lad det køle ned. Tilsæt smørret og de øvrige ingredienser, start med 2/3 af melet. Tilsæt herefter mel til god konsistens, du behøver ikke bruge det hele. Dejen skal være glat uden at klæbe. Læg et klæde over skålen og lad dejen hæve 30 minutter et lunt sted.

Ælt dejen igennem og form den til boller. Jeg laver omkring 32 boller af en portion dej, men man kan sagtens lave boller der er dobbelt så store, hvis de f.eks. skal bruges i madpakken. Eller man bare elsker store boller! Læg bollerne på en bageplade med bagepapir, dæk dem til med et rent klæde (f.eks. viskestykke) og lad dem hæve i yderligere 30 minutter. Bollerne pensles med æg og bages ved 210 grader på midterste rille i ovnen i 10-15 minutter. Med varmluftsovn bages ved 200 grader. Hold øje med bollerne og tag dem ud når de er gyldne på toppen. Læg dem med det samme på en rist og lad dem køle af; eller server dem straks lune og lækre;) Er velegnede til frysning.