
Fødder…. Måske ikke det mest spændende emne, men alligevel helt og aldeles uundværlige for de fleste.
Jeg bor et sted hvor det er varmt nok til, at folk går med sandaler hele året. Det er måske netop derfor, at jeg er blevet så opmærksom på mine egne og andres fødders tilstand. Eller også ligger det tilbage til dengang jeg var i forsvaret, hvor sergenten gjorde opmærksom på vigtigheden af velplejede fødder, for de havde set virkelig mange triste tilfælde af triste, klamme fødder (fodsvamp!), der måtte lide konsekvensen af et liv i obligatoriske støvler og en uopmærksom (eller ligeglad?) ejer. Så derfor: Dine fødder er en del af dig. De bærer dig ofte langt og længe og skal stå model til meget. Kulde, varme, fugt, sko, støvler, stilletter, sand, grus, græs og meget mere. Hvad med at bruge bare en halv time hver 14. dag på at forkæle dem (og dig) lidt?
4 nemme og hurtige trin til smukke, glade fødder:
1: Start med et fodbad. Opvaskebaljen eller en spand kan sagtens bruges, du behøver ikke investere i et elektrisk fod-massage-bad for at få bløde, velplejede fødder. Sørg for at vandet er dejligt varmt (uden at brænde), brug gerne lidt (fod)badesalt eller et skvæt olie i vandet og sæt dig så til rette i en 10 minutters tid. Læg gerne et håndklæde under baljen, for at tage de værste skvulp og hav endnu et håndklæde parat til at tørre fødderne når de er “møre”. Har du energi til det, kan du give fødderne en omgang “Foot-scrub” (skrubbe-creme), men det er ikke en nødvendighed. Hvis du har gammel neglelak på, så husk at fjerne den, inden du stikker fødderne i baljen.
2: Tør fødderne godt og find en stilling (stående eller siddende), hvor du kan nå dine hæle. Nu skal du nemlig i gang med fodhøvlen og fodfilen. Det lyder ikke rart, men det er faktisk ikke slemt. Måske bare lidt…. tja…. man får ihvertfald fjernet noget gammel, tør, overflødig hud fra hælene… Jeg sætter fødderne på et håndklæde mens jeg gør det, så jeg kan lirke resterne direkte i skraldespanden bagefter. Add, ja, jeg ved det godt! Men come on, så er det heller ikke være. Og du får byens smukkeste fødder! Har du meget tør hud, så start med fodhøvlen. Men forsigtigt! Det gør nas, hvis du får fjernet for meget hud på en gang. Så tag hellere lidt i dag og mere i overmorgen, hvis det behøves. Brug derefter fodfilen til at slibe huden jævn og fin. Er dine hæle i god stand, kan du godt springe fodhøvlen over og gå direkte til fodfilen.
3: Nu skal du lige skrue ned for fjernsynet, bede ungerne/kæresten/hunden tie stille og sætte dig godt til rette på et blødt underlag, sofaen er fin fin. Tag lidt fed creme i hånden og treat your feet to a nice massage! Sørg for med store, dybe, cirkulære bevægelser, at få cremet hele foden ind. Man behøver ikke være ekspert for at give sig selv (eller andre) en fodmassage. Du kan mærke hvad der føles godt – og bliver sikkert overrasket over at mærke, hvor meget dine fødder egentligt trængte til lidt kærlig nus og pleje. Husk fodryggen, hælen og mellem tæerne. Træk gerne i tæerne én efter én mens du cremer dem ind, det løsner spændinger. Er du ikke i humør til massagen, så sørg bare for at få cremet hele foden ind. Vigtigt!
4: Så er det neglenes tur! Også selvom du ikke er typen, der bruger neglelak. Brug en neglepind til først at rense under neglene. Herefter til at fjerne overskydende neglebånd og blidt få skubbet det resterende på plads. Du kan evt. fugte neglebåndene med lidt neglebånds-olie eller baby-olie inden, men neglebåndende skulle dog være bløde af cremen. Er du ikke til neglelak, kan du give neglene en omgang plejende negle-creme, og ellers: Vupti, du er færdig med fødderne! Vil du alligevel lige sætte prikken over i´et med en fin farve på neglene, er der ikke langt igen: Adskil tæerne med en tå-spreder-dims (sorry, ved ikke hvad den hedder) eller ved at zig-zagge et stykke snoet køkkenrulle mellem tæerne (mere hygiejnisk). Rens neglene med lidt neglelakfjerner på en vatronddel (jeg ved godt de er rene allerede, men lakken binder bedre, når der ikke er creme eller lignede på). Læg neglelakken på med lange strøg fra negleroden og over neglekanten. Læg 3 lag og sørg endelig for at lakken er ordentlig tør imellem lagene. Brug evt. base-coat og top-coat. Det gør ikke noget, hvis du klatter ved siden af; når neglelakken er ordentlig tør, kan du fjerne klatterne ved blidt at børste på tæerne med en neglebørste.

Så er du klar til at smutte fødderne i de nye sandaler! Man tror det ikke, men der bliver lagt rigtig godt mærke til føddernes tilstand når alle tripper rundt i sommersko og med bare tæer på stranden. Og vil du ikke hellere være hende med de smukke fødder, end hende der skal bruge en ostehøvl til at fjerne de tørre skorper fra hælene?
Takker for de gode råd – der virkede!
Glad for at kunne hjælpe:) Glæder mig til at se dine glade fødder – og deres “ejer” – til sommer!
Som statsaut. fodterapeut gløder det mig sååå meget at læse din gode råd… kan kun sige du har alt rigtigt ;O)
venligst Connie (barefoedder.dk)
og det hedder *tåspreder ;O)
Hej Connie.
Tak for din hilsen – dejligt at høre at jeg ikke ramte forkert med noget 😉 tak for tippet (tåspreder).