Tag-arkiv: tandfeen

Tandfeens spanske kollega.

El ratoncito Perez.

Det er aldrig kedeligt at tabe en (mælke)tand! For hvis man husker at lægge den under hovedpuden inden man rejser en tur til Drømmeland, kommer tandfeen helt sikkert forbi og bytter den for en mønt. Det ved alle! Og næste morgen er glæden (over den nye “skat”) og undren (over at hun IGEN kunne være så stille at jeg ikke så hende! Også selvom jeg bestemt ikke sov hele natten!) stor.

I Spanien er der ingen tandfeer. Man får derimod besøg af “Den lille Mus Perez” (El ratoncito Perez). Han er en sød lille mus, der i nattens mulm og mørke kommer forbi og, ligesom tandfeen, bytter tanden for en mønt (eller flere). Han tager den med tilbage til sit land (et hemmeligt sted!), hvor alle børnenes mælketænder bliver brugt som mursten til at bygge huse. Og der skal mange til, for ud over Perez bor der også tusindvis af muse-venner og muse-hjælpere.  

Jeg kender ikke tand-væsnernes historie, men selvom mændene i Spanien slet ikke er så “macho” mere som de var for et par årtier tilbage, så har der sikkert været nogle, der har syntes at det var for fimset at få besøg af en fe. Og sådan en sød lille mus, den kan alle lide!