Min første kæreste var Danny fra klassen. Vi gik i 5. og var sammen i rundt regnet et par måneder. Nåede lige at holde i hånd et par gange, men syntes at vi var lige lovlig unge til det dér med at kysse. Danny slog op med mig på et stykke papir. Nogle dage efter sendte jeg et papir retur, hvor der stod: Skal vi være kærester igen? Kryds Ja, Nej eller Måske. Jeg fik et nej igen. Det tog mig et par timer og en pose lakridser at komme over bruddet… Min næste kæreste var Dannys bedste ven Thomas, også fra klassen. Vi var sammen i et par år og nåede at blive så intime, at vi -hold nu fast – tungekyssede! Dengang sagde vi godt nok “at snave” men jeg ved ærlig talt ikke hvad der lyder mest vammelt…

Og nu her, knap 20 år efter (Oh My God!!! -er jeg virkelig blevet SÅ gammel!!!! – på forhånd undskyld til dem, der er ældre end mig), kan jeg se tilbage på en række kærester af mere eller mindre seriøs karakter. Der har været den kedelige (du var sød, men havde ikke meget på hjerte og gaaab… zzz…), den vilde (det var sjovt!), den forfængelige (nej, det er ikke i orden at du bruger mere tid foran spejlet end mig), den høje (vent, jeg skal lige have trappestigen med hvis du vil kysses), den mærkelige (nej, jeg vil ikke holde din fugle-edderkop), den tarvelige (hvad?? Vil du ikke hente mig i lufthavnen fordi du skal drikke din øl færdig? -det forhold sluttede så dér), den klodsede (var det meget svært at regne ud, at den bøtte maling ville vælte, når du balancerer den på sofaens buede ryg?), den hidsige (søg dækning, der kommer en kuglepen flyvende!), den amerikanske (det blev i længden lidt dyrt at besøge ham), den italienske (behøver jeg sige mere?), den tatoverede (og det var lex) og den gifte (fandt jeg senere ud af)… Og så var der ham. Du kender ham måske også selv. Eks´en der har betydet noget ganske særligt for dig.

For alle ekskæresterne ønsker jeg det bedste. At de lige nu er lige dér i livet, hvor de helst vil være. Og med den de elsker. De fleste af dem ville jeg hilse pænt på, hvis jeg mødte dem på gaden. Et par stykker af dem vil jeg helst ikke møde. Og en enkelt må helst aldrig forsvinde helt ud af mit liv. Han var nemlig noget ganske særligt… Vores forhold går helt tilbage til mine teenage-år, så det er længe siden vi kaldte os kærester. Og vi bor begge nu med vores respektive kærester og børn. Vi taler sammen et par gange om året. Bare for lige at høre om den anden er i live. Og hvordan går det med konen/kæresten og ungerne – Guuud, er de allerede blevet så store! – og dine forældre, har de det godt? Kan du iøvrigt huske dengang at? Ha ha ha!  -Det er altid rart at høre hans stemme. Høre at vi stadig er på bølgelængde. Og jeg fik for nylig lige bekræftet, at vores aftale om at hvis vi begge er single når vi fylder 40, så gifter vi os med hinanden stadig er gyldig. Sandsynligheden for at vi begge er single når vi er 40 år er meget lille, og det er sandsynligheden for at vi gifter os med hinanden hvis det skulle blive aktuelt til den tid også, og selvom det kunne være meget hyggeligt, er det vist bedst sådan. Som min gode veninde siger: “Gammel kærlighed ruster ikke, men bliver lidt flosset i kanten”. Mon ikke der er noget om det? -Ellers skal jeg nok give besked om ti års tid, hvis vi begge er single når vi fylder 40.