Tag Archives: børn

Piger skal da have øreringe på!

Ja, det ser sødt ud.

Her i Spanien har alle piger huller i ørene. Sådan er det bare. Og jeg tillader mig at generalisere, for vi taler om sådan cirka 95 ud af 100. Ihvertfald indtil de bliver store nok til selv at sige fra, hvis de ikke længere ønsker dem og tager dem ud. De fleste får dem fra de er helt små. Min kærestes niece fik dem da hun var 1 dag gammel, mens hun stadig lå på barselsgangen med sin mor; og en bekendt kunne med gru i stemmen fortælle hvordan de ventede til deres datter var 6 måneder gammel inden hun fik dem! Så syntes de altså ikke de kunne tillade sig at lade den lille pige vente længere. Familien havde jo også foræret dem øreringe til den lille, så der var helt sikkert et pres på de “stakkels” forældre.

Vores datter på knap 1 år har ikke huller i ørene. Hvilket ret ofte giver anledning til misforståelser, for ALLE PIGER HAR DA ØRERINGE PÅ! Underforstået at så kan det lille barn da kun være en dreng. Uanset hvilke signaler der ellers udsendes. En dag var hun iklædt en kjole i tyrkis/pink farver (mest pink!), lyserøde leggins og kondisko med pink kant og sølvhjerter. Det kan næsten ikke blive mere tøset, vel? Men det var ikke nok. “Se en sød lille dreng”, sagde en venlig bedstefar til sit barnebarn, da vi passerede dem på gaden.

Pige eller dreng? Det kan være svært at se uden øreringe....

Og senere på en restaurant måtte jeg rette den imødekommende kvindelige tjener, da hun sagde nogenlunde det samme. “Tak. Men det er en pige”, sagde jeg smilende. Og så blegnede tjeneren. “Men hun har jo ingen øreringe på!!!!” kom det prompte fra hende. “Øhhh, nej, det har hun ikke,” kunne jeg jo kun give hende ret i. “Jamen, hvorfor ikke?”, kom det forfærdet fra den tydeligt påvirkede tjener. Det var ikke første gang jeg havde fået det spørgsmål, så svaret lå lige for: “Fordi hun er en lille baby og det gør ondt og det er ikke praktisk, hverken for hende eller for os (forældre), og når hun bliver stor nok til selv at udtale sig om det får hun lov til selv at vælge”. “Jeg har da altid haft huller i ørene!” lød svaret. Der var ingen forståelse for situationen. “Ja, også mig,” samtykkede en af hendes kolleger, der havde overhørt en del af samtalen. “Nå, men der hvor jeg kommer fra er det altså helt okay at børn ikke har hul i ørene. Heller ikke pigerne,” sagde jeg. De to tjenere udvekslede blikke, der ikke var til at tage fejl af: dér hvor blondinen der kommer fra, ved forældrene vist ikke hvad der er godt for deres døtre. Tsk tsk, stakkels barn. I det mindste har hun kjole på…..

Hausfrau i Spanien – en helt almindelig onsdag…

Godmorgen! Op klokken 7:30, smøre (formiddags)madpakke (i skolen spiser de ikke frokost, men formiddags-sandwich), vække ungerne, tøj på, morgenmad (springer badet over, da jeg alligevel skal i svømmehallen om nogle timer), farvel til kæresten, der spadserer på arbejde og ud i bilen med mig og børn. Kører de 12 km til skolen ad hyggelige veje, der snor sig igennem bananplantager og vulkanske bakker. Kommer heldigvis ikke til at køre bag en lastbil eller turist i lejebil (kører begge meeeeget langsomt), for der er meget få steder på vejen med mulighed for at overhale. Ankommer til skolen 5 minutter før tid, så vi stille og roligt kan gå de 200 meter hen til indgangen fra parkeringspladsen. Det er noget rod at komme for sent. Skolens port lukkes og så skal man til at ringe på, lukkes ind, op på kontoret og underskrive en seddel (så der er “beviser” for at man er kommet for sent – og er enig i skolens vurdering af det…), og så skal eleven have en seddel med ned i klassen til læreren, så hun kan se at man har været forbi kontoret og vedkendt sig den sene ankomst… Vi er heldigvis kun kommet for sent en gang i år!

Tilbage til bilen med Isabella på armen og derfra en tur hen til “landbrugs-butikken”. Finder en ny drikke-beholder til hønsene og køber også lige 50 kg hønsefoder, nu jeg alligevel er der.

Kører de 8 km op ad bjerget, op til vores lille røde hus. Det tager et kvarters tid. Min kæreste arbejder ved kysten hver anden måned, og da han er på tilkaldevagt 24 timer i døgnet (ud over den alm. arbejdsdag), skal vi bo max 10 min. fra redningsbåden, hvor han er sømand. Så i den måned han arbejder, bor vi til leje i en lille lejlighed ved kysten (4 personer på 40 m2, hyggeligt). -Men vores egen, faste bolig er et lille hus på den vulkanske bjergside med en fantastisk udsigt over de nærmeste nabo-øer La Gomera, El Hierro og La Palma.

Oppe ved huset bliver jeg budt velkommen af vores kat Pan, og jeg skynder mig ned til hønsene for at give dem mad, frisk vand og hente æg. Har lidt travlt, for vi skal til baby-svømning om et par timer, og jeg skal nå at vande haven og sy en pirat-vest til Nerel, der har karneval i skolen på fredag. Jeg håber Isabella falder hurtigt i søvn til middagsluren. Det gør hun selvfølgelig ikke, så der går en halv time med at få hende til at lukke øjnene i. Jeg sætter baby-alarmen til og suser ud i haven og får vandet tomaterne, kartoflerne og hvidløgene. Vinteren er ved at være ovre, så det regner sjældent og når solen skinner er det varmt. Så planterne er tørstige. Har nu lige 10 minutter til at sy vesten. Symaskinen står fremme og jeg finder en gammel sort t-shirt som kan bruges. Klippe klippe sy sy og vupti! -en fin lille pirat-vest størrelse 7 år. Havde ellers forsøgt at købe et kostume, men da alle børnene i 1. og 2. klasse SKAL være pirater (det er da sjovere at vælge selv!), var alt udsolgt i de 9 butikker jeg besøgte. Og nu kan jeg alligevel godt se, at det er meget bedre med en hjemmesyet dragt.

Jeg får vækket Isabella og så er det afsted ned ad bjerget igen. Vi ankommer sent til svømmehallen, men får klædt om på 2 minutter og når det lige. Ahhh, 30 minutter i baby-bassinet med 32 grader varmt vand. Jeg slapper lidt af igen… Vi plasker rundt med Anael, Gael, Rocco, Gabriella, Iker og Sophia og pludselig er timen slut. Et lunt brusebad fjerner klor og hvad der ellers gemmer sig i vandet, og det er skønt at træde ud i solskinnet igen. Har lige en halv time til en kop kaffe inden jeg skal hente Nerel i skolen, han har fri klokken 14.

Da jeg har hentet Nerel kører vi ned til lejligheden ved kysten, hvor ungernes far venter med frisklavet pasta (han har spanske arbejdstider, så han har fri mellem kl. 13 og 15 til at spise frokost). Da han er smuttet på arbejde igen, falder Isabella i søvn og Nerel og jeg går i gang med lektierne. Jeg havde ellers en del jeg skulle ordne på computeren, men der er ikke internet-forbindelse i dag (sker en gang imellem), så jeg er “tvunget” til at lave andre ting. Egentligt meget rart…. Selvom man føler sig lidt amputeret uden internetforbindelse!

Hvis bare jeg også kunne det dér...

Da kæresten igen får fri kan vi lige nå at gå en tur, inden jeg skal til yoga. Det er første gang i over 1½ år at jeg skal til yoga, så jeg er spændt på at se hvor rusten jeg er blevet. Men det går fint. De 3 andre elever er henholdsvis et fransk ægtepar i 60´erne (med dårlig ryg) og en gravid pige, så sammenlignet med dem kunne jeg jo nærmest det hele og mere til!

Det er spændende at se, hvordan ungernes far har klaret at være alene med dem i 1½ time, det har han aldrig prøvet før (det var aldrig gået med en dansk far!!!). Isabella sover sødt, og selvom hun ikke ville spise aftensmad, har hun fået et lunt bad og en halv flaske inden hun faldt i søvn. Nerel spiller computer og kæresten laver aftensmad. Vi spiser kl. 21, som er helt almindelig spisetid hernede. Nerel kommer i seng kl. 22 og bliver vækket igen i  morgen tidlig kl. 8. Jeg er træt, så selvom jeg plejer at nyde aftenernes ro når ungerne er kommet i seng, vælger jeg alligevel at gå i seng samtidig med Nerel. Falder i søvn med det samme og får lov at sove til kl. 6:30 (afbrudt af en sulten Isabella kl. 2). Zzzzz zzzzz zzzzz